Tysk reklame

Jeg har for længst købt mig en cykel i Berlin. Den er tårnhøj og superhurtig, og jeg drøner rundt i gaderne og nyder det lækre indlands-klima, samt at jeg slipper for offentlig transport. Den er også hamrende usympatisk, for jeg købte den på loppemarked for 60 €, a.k.a. brandvarm hælervare. But what's a girl to do?

Med guilty cykel er det som regel kun, når jeg skal til lufthavnen, at jeg frekventerer stationerne i den tyske hovedstad. På langt de fleste stationer har de automater med snacks, drikkevarer og lignende. På siden af disse syndige bokse er der reklamer for dit-og-dat, og jeg har længe grint af denne fantastiske reklame: maybe baby - for en graviditetstest, naturligvis. Der er simpelthen en tysk reklamefyr/-inde, som har tænkt hårdt og længe for at komme op med den smarte ordlyd. Bravo. Virkelig.

Hvad fanden ser man så, lige ved siden af bifi og capri-sonne? En lille 24-hour available graviditetstest. Er det virkelig sådan noget, man køber i en trækautomat? Kan det ikke vente til apoteket (og de ligger med fem meters afstand i Berlin - I am NOT kidding you; de pille-poppende germanere elsker deres helse-urte-sager) åbner? Hvad har du alligevel tænkt dig at gøre, hvis du er baby-positiv kl. 02 en lørdag nat - hmmm?

Jeg kan bedre forstå nr. 36: Billy Boy kondomerne  - no excuse for ubeskyttet sex, kiddos! Bare provo at de ligefrem er nabo til 'oh fucking fuck, der er to streger!!!'-aggregatet.

Anmeldelse: En filmisk aften

I en alder af 31 er Gustavo Dudamel noget af en dirigent-sensation. Siden 1999 (ja, han var stadig teenager) har han været musikalsk overhoved for Venezuelas Simón Bolívar Ungdomsorkester. Han er siden vokset op til at vinde en mængde priser og er nu også chefdirigent for Gøteborgs Symfoniorkester (til i år, that is) samt Los Angeles Filharmonikerne. Han gæstedirigerer over hele verden, og i disse dage har han spredt sit stjernestøv over Berlin Filharmonien. Og nu kan jeg virkelig sige: "ja - det er ikke bare hype, varm luft og trut i røv". Den her fyr forstår musik. 

Meningsfuld musik

Maurice Ravels symfoniske værk i fem dele Ma mère l'Oye er en vanskelig størrelse at starte ud med. Fra de delikate første toner af Pavane de la Belle au bois dormant har orkestret nogle (godt nok minimale) vanskeligheder med at finde hinanden - men alt bliver tilgivet: melodierne, der ubesværet fletter sig ind og ud mellem hinanden, er krystalklare, alt er gennemsigtigt lækkert; som dugdråbedækket spindelvæv der glimter i en rosenrød morgen. Jeg kunne godt have frygtet, at Dudamel ville have været kvalmende romantisk og et overflødighedshorn af pondus efter at have set og hørt nogle youtube-klip med hans Mambo og West Side Story, begge af Bernstein - i de stykker fungerer det, men i tilfældet Ravel? Non. Men mine bekymringer blev gjort til skamme. Han styrede det hengivne orkester følsomt og bestemt - og imponerende! - uden noder. Finalen Le Jardin féerique gav mig omgående gåsehud og frydskuldegysninger. Da Dudamel sænkede sine arme, hviskede den tyske kritiker til min venstre side et næsten uhørligt 'wow'. Jeg istemte. Ravels musikalske eventyr har måske aldrig givet mere mening.

Gyldent violinværk 

Dudamel er en lille mand. Stående på podiet er han på højde med aftenens solist: den græske violinist Daniel Stabrawa, som viser sig at være en imponerende virtuos. Han spiller Erich Wolfgang Korngolds Violin Koncert op. 35 med overlegen glæde og overskud. Romantiske Korngold oplever heldigvis en renæssance, og den landflygtige film-Hollywood-technicolor-komponist (som i Robin Hood med en farvestrålende, gamacheklædt Erryl Flynn) har et særligt godt greb om enkelt storladne værker med rørende og medrivende melodier. Dudamel undgår en klæbet sødsuppe af romantiske klicheer og serverer i stedet en frisk og let omgang musik, der ikke drukner i messinggrød, men hvor balancen mellem de forskellige grupper er perfekt, og giver plads til de mange små solostykker fra rundt om i orkestret. Særligt Strabrawa og koncertmesterens duetter er betagende smukke. 

Lige på og hård finale

Husker du den sorte monolit i begyndelsen af Rumrejsen år 2001? Så husker du nok også musikken: Also Sprach Zarathustra af Richard Strauss. Dudamel har klargjort de store kanoner: kontrabasser, tubaer og orgel. De bruser og brager i et kæmpe crescendo, og man bliver helt blæst tilbage i sædet af den kæmpe lydbølge, det endeligt samlede orkester kaster mod én. Berusende! Igen er Dudamel fri for noder, og han danser og drejer løs, mens han dirigerer dette tyske sen-romantiske værk med løssluppen energi; orkestret følger hans mindste vink, hvor usynlige nogle af dem end må synes for os udenforstående. Han slutter herligheden af med nærmest provokerende længe at undlade at sænke sine arme, og det velopdragne tyske publikum ved nok, at man ikke klapper før maestro er helt færdig - og på den måde oplever vi også musikken i stilheden. Stort.

Dudamel er en vidunderlig historiefortæller. Han ved, hvordan han skal bruge sine midler og undlader at bruge billige effekter, og så har han en smittende energi som springer fra musiker til musiker og videre til publikum. 

Tip: Selv om du ikke var i Berlin, så har Berlin Filharmonikerne en dejlig hjemmeside, hvor de både sender direkte fra deres "digitale" koncertsal og også sørger for at lægge koncertvideoer op på deres youtube - jeg håber virkelig, at Dudamels filmiske fortælleraften er en af dem, der kommer ud på nettet til glædelig gensyn. 

Idealisten er knækket

Så gik den ikke længere. Jeg har trukket journalistkortet.
Jeg har nemlig været for sløv til få fingeren ud her i Berlin. Derfor gik det i går op for mig, at de tre koncerter i Berlins Philharmoni med den geniale dirigent Gustavo Dudamel er udsolgt. Argh - hvad gør man?

Man spørger sin redaktør, om man må skrive til philharmonikernes presseafdelingen og få en gratis billet på vegne af magasinet, gør man.

Fik grønt lys. Skrev høflig mail. Fik svar i dag.
Ja da til billet. Hvis jeg altså skrev en anmeldelse.

Bum bum. Det gør vi jo ikke så meget hos os. Det skulle mere være sådan en generel anbefaling. Så jeg tænkte, 'nåmen, jeg kan jo skrive en anmeldelse på min blog. På dansk.'

Den købte de.
Så fremover vil denne blog også lægge ryg til anmeldelser - af musik, film, udstillinger af diverse arter og hvad jeg nu ellers gør mig i.

"Hellere det end de der evindelige 'åhjegsavnerminkæreste'-indlæg. Jeg brækker mig!"
"..."
"Nå?!"
"...jamen, det gør jeg jo..."
"Aaaaargh!"

Undskyld. Skal nok prøve at lade være. Men hvad hjertet af fuldt af...

I sengen

Jeg har to dyner i min seng. Ikke fordi jeg fryser om natten. Men når klokken nærmer sig 04.17 (og det hver nat - er det mon ulvetimen, der forstyrrer min søvn?) griber jeg i halvsøvne ud efter min lune bjørn; blot for at opdage, at jeg er i Berlin og han på Frederiksberg.
Så er det, at jeg omfavner min ekstradyne - som han sov med, da han var her. Det er slet, slet ikke det samme. Men det hjælper alligevel lidt at putte-snuse ind til den og drømme mig væk til lune arme i en vindblæst taglejlighed længere nordpå...

Fatter det virkelig ikke...

Kan virkelig, virkelig ikke sætte mig ind hovedet på de cykelejere, der sætter deres jernhest UDEN for holderen, men fortsat I stativet. Jamen, hvis støttebenet funker, hvorfor så ikke parkere bæstet et andet sted, i stedet for i bedste fald at lamme pladsen til den venstre/højre side, i værste fald skabe lumske snubledødsjernfælder?

(Og nej, mit raseri skyldes ikke, at jeg åbenbart er den evige ejer af cykler, der notorisk er støttebensløse. Og derfor har desperat brug for cykelholderen.)

Please, enelleranden giv mig en forklaring...

Savnet

Min mor har overtaget min mormors soveværelse... men der dufter stadig af hende. Mormor. Sødt. Lidt støvet. Af kærlighed, familieanekdoter og pebermyntebolsjer.

Lukkede øjnene, lod duften omfavne mig og kunne næsten bilde mig ind, at hun stadig er her.

Behøver jeg nævne, at savnet er ekstra stort?

Mærkelighed

SPEkTR har været på mini-tour i denne uge med Lis Er Stille. Det har været så stort. Tak til de, der troppede op.

Når jeg spiller koncerter, duller jeg mig altid lidt ekstra op - torsdag og fredag krøb jeg i en ny, sort kjole; ren Mad Men-bodycon/pencildress-drøm med en udskæring halvvejs ned til navlen. Lidt rød i kinderne blev jeg over al opmærksomheden og bemærkningerne, og så alligevel - med knaldrøde læber, lak på neglene og håret sat op følte mig jeg ret hot.

Hvorfor det så egentlig er lidt sjovt, at jeg føler mig allermest fræk, når jeg piller en af hans krøllede skjorter op fra soveværelset-gulvet og tuller rundt i den en sløv lørdag for(*host*efter*host)middag... 

Kys,
Ida

Kender du det?

Jeg havde en skype-date med min skønne veninde Charlotte i sidste uge. Vi snakkede i timer, og på begge sider af computerskærmene blev der spist aftensmad, drukket kaffe og spist chokolade i blødt stearinlys-skær. Når man er expat, er det godt nok et hit med video-chat.
Charlotte anbefalede samme aften, at jeg tjekkede doku-serien 'Sex, Kaos og Bekendelser' ud.
Desværre er det sådan i Tyskland, at man ikke kan se DR NU (jeg kan heldigvis godt se DR Bonanza, så gæt hvem der har set 'Buster' og 'Nanna'...)
Jeg er i Danmark i disse dage, spiller koncerter med bandet og i aften gælder det Pumpehuset. Men efter at have afleveret dagens artikel, og siden min elskede er på arbejde, så har jeg kunne slappe gevaldigt af i sengen. Så derfor - computer, is og dyner samt alle foreløbige afsnit af dame-dialogerne. (Pånær afsnit 1 - hvor er det henne, DR?)
Blandt de medvirkende fem kvinder, der gennem 100 dage har filmet dem selv, er Maise Njor, hvis bøger jeg altid har slugt. Det er rørende og ærligt at se hende flæbe, når det er eksmandens tur til at have deres tre tøser. Hendes tanker omkring det at møde den ultimative kærlighed - for når nu eksen er den store kærlighed, den man har fået børn med, så må det jo trumfes - eller ender man så bare med at være alene?
Så er der Amira, der er mor til tvillingepiger og på barsel på 15. måned, og derfor er hun (forståeligt) nok ved at blive sindssyg. Hun indrømmer på et tidspunkt, da hun under en ferie i Thailand er oppe at svæveflyve, at hvis hun nu styrtede ned og døde - så ville hun jo få fred... og det ville måske være meget rart.
Og Frida, som er single og knalder løs, mens hun efter en byaften, hvor hun ender hjemme alene, har radioen tændt for ikke at føle sig alene. At hun har en kæmpe angst for ensomheden, snøfter hun gennem fulde-tårerne.

Nå, summa summarum - der er så mange ting, jeg kan genkende, (også nogle jeg ikke kan), og det i sig selv giver i hvert fald mig en slags tryghed og fællesskabsfølelse. Alligevel er det næsten federe at opleve to, i hvis sko jeg måske selv snart står i, eller som jeg på en måde allerede er en del af. Udsigten til at blive mor... den er lige pludselig meget present. Det piller ved en indre angst - tænk hvis det ikke er lykken at få børn?
Og Maises ulykkelige situation. Jeg har selv et skilsmissebarn tæt på livet; det fylder meget i min og min kærestes forhold... jeg ved, at også han føler en kæmpe sorg, når knægten er hos eks'en. Men hvis han og jeg nu får børn... og det ikke holder...

Nå... mange tanker. Jeg anbefaler den varmt, det er virkelig hudløst tv. Mere af den slags, tak!

Kys,
Ida

01.45

To lande. To hovedstæder. To soveværelser.
To mennesker der vågner i hver deres seng.
Som den ene skal til at række ud efter telefonen, lyser den lydløst op i mørket.
Det er den anden, der ringer.
Vækket af den samme tanke. På samme tid. Kl. 01.45

To mennesker. En sjæl.

Typisk

"Nå, hvordan er det så at bo i Berlin?"

Jeg tror, det er det spørgsmål, jeg har fået stillet flest gange i de sidste knap tre måneder.
Jeg forstår det så godt - spørgsmålet. Jeg er jo for hulan flyttet til et fremmed land, en ny hovedstad.
Hver gang må jeg trække det skæve smil op ad skuffen og sige: "Jeg ved det ikke helt."
Og forklare. Noget med bandet - som jeg har spillet en masse koncerter med. Og øvet. Jeg skal forresten også spille tre koncerter i næste uge. (Det er jo fantastisk. Hurra!)
Noget med mormor. Og sygdommen. Plus begravelsen.

Men faktisk. Så er det jo rigtig meget noget med det dér hjerte, ik? Som lige pludselig banker på en hel ny måde, for et helt andet menneske - et andet menneske, som fuldender mig, så jeg føler mig halv, som en skygge, hvis ikke jeg som et andet batteri kan lade op ved hans side hver nat. Telefonsamtaler og sms'er, der får min telefonregning til at bløde med røde tal, det er bare ikke det samme. Så derfor har jeg, hver gang jeg har været i Danmark, forlænget dagene før og efter koncerter, øvere, andre forpligtelser - så jeg har kunnet ligge i hans favn. I stedet for at fare fluks retur til Berlin for at opdage, opleve, mens jeg endnu er her, vride alt ud af Berlin, mens muligheden ligger lige for mine fødder.

Det er så skørt. I flere år har jeg talt om, at jeg ville til Berlin. Hvor fedt det skulle være - og jeg tænkte for mig selv, at jeg da også skulle ned og have det sjove single-liv, og måske ende single-tilværelsen med en skøn berliner-fyr. Elsker jo Berlin, så hvorfor ikke bliver her altid?

Savnet fylder mig med apati. Så derfor føler jeg, at mine dage i Berlin bliver brugt på arbejde - og savn. Men arbejdet fylder også rigtigt meget - så meget, at jeg har siddet foran computeren hele påsken. (Når jeg da ikke lige har grovædt mig gennem teaterkantinernes madudvalg; jo, det er sjove ting, jeg arbejder med.)
Men hey - det lyder så trist. Jeg er lykkelig. Meget endda. Savnet er bittersødt, men holddaop, hvor er jeg vild med at være så forelsket og elsket. Det er rakkerlivet værd, de store bidder i budgettet, og det at Berlin mangler at blive udforsket. Jeg får stadig sus i maven over at bo her. Og for mig er savnet bare en understregning af, hvor ægte min og hans kærlighed er. Sikke en gave.

Kys,
Ida