Det er ikke nogen hemmelighed. Alligevel er det ikke altid noget, jeg skilter med - det dér med, at jeg lider af en spiseforstyrrelse. Jeg har ellers været meget åben omkring det, som man kan
(nøgen)se her og
læse om her.
Jeg har tabt mig 25 kg, og det fordi, jeg har sørget for at spise fornuftigt og ændre mine dårlige mønstre. Jeg spiser stadig chokolade, is og chips, drikker mig i hegnet og laver pariser toast med det hvideste hvedebrød og det fedeste smelteost. Hurra. For jeg spiser jo mere grønt, frugt, fuldkorn og andre lækkerier. Og så spiser jeg meget mere mådeholdent end tidligere, og følelserne omkring madindtaget er helt, helt ændret. Så kiloene er listet væk.
Men der er noget, jeg stadig skjuler - men det skal være slut med hemmeligheder. Ligesom jeg står ved, at jeg elsker Green Day og har gjort det siden mine tidlige teen-år, (og nøj hvor kan det være en guilty pleasure blandt nogle af de (skønne og elskelige) musiksnobber, jeg omgås), så må jeg stå ved at: jeg er vild med McDondalds. Mærkeligt, jeg ved jo godt, det ikke har noget med mad at gøre. Tør ikke tænke det hverken moralsk eller etisk helt til ende. Jeg ville aldrig med vidende spise buræg, men når det kommer til 'gylden måge-mad', så lukker jeg øjnene, for jeg elskerelsker en quarterpounder, og jeg vil have fritter med pommes frites sauce til og en halv liter cola zero.
Det er jo noget bras, men det er ikke noget, jeg gør hverken dagligt, ugentligt eller månedligt - det kommer bare ind i mellem, og ikke kun når tømmermændene "retfærdiggør" det.
Mit problem er faktisk, at jeg altid gør det alene - fordi jeg skammer mig. Og det med at spise i dølgsmål er rent spiseforstyrrelsesbarn. Hvilket gør det meget mere usundt for mig, end det i sig selv er at spise junkfood.
Så slut med skammen. Frem i lyset med hemmelige vaner.
