01.45

To lande. To hovedstæder. To soveværelser.
To mennesker der vågner i hver deres seng.
Som den ene skal til at række ud efter telefonen, lyser den lydløst op i mørket.
Det er den anden, der ringer.
Vækket af den samme tanke. På samme tid. Kl. 01.45

To mennesker. En sjæl.

Typisk

"Nå, hvordan er det så at bo i Berlin?"

Jeg tror, det er det spørgsmål, jeg har fået stillet flest gange i de sidste knap tre måneder.
Jeg forstår det så godt - spørgsmålet. Jeg er jo for hulan flyttet til et fremmed land, en ny hovedstad.
Hver gang må jeg trække det skæve smil op ad skuffen og sige: "Jeg ved det ikke helt."
Og forklare. Noget med bandet - som jeg har spillet en masse koncerter med. Og øvet. Jeg skal forresten også spille tre koncerter i næste uge. (Det er jo fantastisk. Hurra!)
Noget med mormor. Og sygdommen. Plus begravelsen.

Men faktisk. Så er det jo rigtig meget noget med det dér hjerte, ik? Som lige pludselig banker på en hel ny måde, for et helt andet menneske - et andet menneske, som fuldender mig, så jeg føler mig halv, som en skygge, hvis ikke jeg som et andet batteri kan lade op ved hans side hver nat. Telefonsamtaler og sms'er, der får min telefonregning til at bløde med røde tal, det er bare ikke det samme. Så derfor har jeg, hver gang jeg har været i Danmark, forlænget dagene før og efter koncerter, øvere, andre forpligtelser - så jeg har kunnet ligge i hans favn. I stedet for at fare fluks retur til Berlin for at opdage, opleve, mens jeg endnu er her, vride alt ud af Berlin, mens muligheden ligger lige for mine fødder.

Det er så skørt. I flere år har jeg talt om, at jeg ville til Berlin. Hvor fedt det skulle være - og jeg tænkte for mig selv, at jeg da også skulle ned og have det sjove single-liv, og måske ende single-tilværelsen med en skøn berliner-fyr. Elsker jo Berlin, så hvorfor ikke bliver her altid?

Savnet fylder mig med apati. Så derfor føler jeg, at mine dage i Berlin bliver brugt på arbejde - og savn. Men arbejdet fylder også rigtigt meget - så meget, at jeg har siddet foran computeren hele påsken. (Når jeg da ikke lige har grovædt mig gennem teaterkantinernes madudvalg; jo, det er sjove ting, jeg arbejder med.)
Men hey - det lyder så trist. Jeg er lykkelig. Meget endda. Savnet er bittersødt, men holddaop, hvor er jeg vild med at være så forelsket og elsket. Det er rakkerlivet værd, de store bidder i budgettet, og det at Berlin mangler at blive udforsket. Jeg får stadig sus i maven over at bo her. Og for mig er savnet bare en understregning af, hvor ægte min og hans kærlighed er. Sikke en gave.

Kys,
Ida

Nogle uger senere...

En kaotisk malstrøm er ved at finde hvile. Siden jeg er flyttet til Berlin, har der ikke været et roligt øjeblik.
Min fine, lille mormor er død. Det har flået et hul af sorg dybt inde i mig, og jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Jeg fik sagt farvel; hun havde et fantastisk liv; men savnet er nyt og fremmedartet og uvelkomment.
Går også i stykker over et andet savn; mit helle og hjerte fortabt i hulen på Frederiksberg, hvor roligt-strålende øjne lindrer alt. Splittet mellem etellerandetsted at være flintrende lykkelig over Berlin, band og kærlighed, og knust over savnet af de to vigtigste mennesker i mit liv. Den ene væk for evigt, den anden bare for langt væk.

Livet er dybt uforudsigeligt - heldigvis.

Kys,
Ida

P.s. Min mormor og jeg havde den vilde ære at medvirke i fotografen Astrid Dalums fotoprojekt 'Jeg er kvinde'.
Det hjælper at se min mormor så frisk og smuk, kun et par måneder inden hun blev skrøbelig og gennemsigtig, samt at læse om hendes syn på døden.
For mit vedkommende var det blandt andet en stor, personlig sejr at medvirke. Og ja. Jeg er nøgen. Så er du advaret.

Stjerneregn

Mit - og selvfølgelig resten af SPEkTRs - hjertebarn udkom i går: PERSONETICS. Tænk jer, om jeg ikke vågner og ser beskeden fra Manoj: "5 ud af 6 stjerner..."
De gode anmeldelser blev ved med at rulle ind resten af dagen.
Det var min "første" dag i Berlin, (som om det ikke gjorde mig jublende nok), og så samtidig at få fantastisk respons for noget, man har lagt så meget energi, tid og kræfter i?!
Det er den lækreste fornemmelse.

Glæder mig til fredag og koncert på Hovedbiblioteket. Hvilket betyder, at jeg flyver hjem til København allerede torsdag aften. What, jeg er jo lige kommet til Berlin?!
Men det bliver skønt. Der er jo én, der skal kysses og krammes lidt (meget) på i samme ombæring.

Det næste halve år bliver virvelvindshektisk, og jeg er allerede lidt rundtosset. Håber jeg kan holde en fod på jorden - men så heller ikke mere, da jeg også skal svæve lidt rundt under skyerne...

Kys,
Ida

P.s. Vores nyeste musikvideo - den er så tosset. Jeg elsker den! Den er lavet af Malthe Fischer fra nu (desværre) hedengangne Oh No Ono: