Smuk gave

En af mine allerbedste veninder har lige været et smut i København. Vi nåede at spise lækker bord-picnic/tapas-hapsende/hygge-italiensk mams i Torvehallerne.
Hun var her ganske kort, for hun skulle "bare lige" modtage Sonnings arbejdslegat. Nånå.
Hun har lige været i Japan. For at synge. Herregud, det var hun også sidste år. No big deal. (Ja, jeg er misundelig. Og stolt.)

Normalt bor hun i Berlin. Jeg skal bo i hendes lejlighed, når jeg flytter til Berlin.
(Der er mindre end to uger til. Om jeg glæder mig? Ja! Selv om der (selvfølgelig) er stænk af vemod i glæden. Sådan skal det nok være... Sommerfugle flakser i mig af flere grunde.)

Hun havde taget den smukkeste gave med til mig fra Japan.

En 'ægte' Hokkusai.

Da jeg sidst var i Berlin, hev jeg gavegiveren med. På udstilling. Ja, lige nemlig. Hokkusai.
Det var imponerende at se - at opleve.

Vi så en video. Hvordan billedet til venstre bliver til. Nøjsomheden, tålmodigheden, det ældgamle, traditionsbundne håndværk.

Det er en perfekt gave.
Jeg er overvældet. Så kærligt af hende. Hvor hun dog kender mig.

Jeg glæder mig til at hænge billedet på væggen i lejligheden i Berlin...

Kys,
Ida

En af de dage...

...hvor jeg er træt. På den måde, hvor jeg sikkert også er træt i morgen, er jeg bange for. Men bare så glad - fordi der sker rare ting. Glad.
For lette-at-holde-af venner, der har underholdt mig de sidste mange dage med ting, jeg holder af.
Møder og samtaler, der fylder mig med håb og sætter blus under drømme.
Spirende følelser, jeg har svært ved at tøjle - men jeg gør mit bedste. Fordi. Det skal man?
For musik. Altid musik.

Skal nyde stille aften. Te. Lakridsmandler. Dyne. Ro.

Kys,
Ida