Tuesday, January 31, 2012

Stjerneregn

Mit - og selvfølgelig resten af SPEkTRs - hjertebarn udkom i går: PERSONETICS. Tænk jer, om jeg ikke vågner og ser beskeden fra Manoj: "5 ud af 6 stjerner..."
De gode anmeldelser blev ved med at rulle ind resten af dagen.
Det var min "første" dag i Berlin, (som om det ikke gjorde mig jublende nok), og så samtidig at få fantastisk respons for noget, man har lagt så meget energi, tid og kræfter i?!
Det er den lækreste fornemmelse.

Glæder mig til fredag og koncert på Hovedbiblioteket. Hvilket betyder, at jeg flyver hjem til København allerede torsdag aften. What, jeg er jo lige kommet til Berlin?!
Men det bliver skønt. Der er jo én, der skal kysses og krammes lidt (meget) på i samme ombæring.

Det næste halve år bliver virvelvindshektisk, og jeg er allerede lidt rundtosset. Håber jeg kan holde en fod på jorden - men så heller ikke mere, da jeg også skal svæve lidt rundt under skyerne...

Kys,
Ida

P.s. Vores nyeste musikvideo - den er så tosset. Jeg elsker den! Den er lavet af Malthe Fischer fra nu (desværre) hedengangne Oh No Ono:

Monday, January 30, 2012

Listeplus

Mens jeg pakkede, huskede jeg på nogle nye ting - andre blev slettet. Som fx den blå espressokande, som blev skiftet ud med bodum stempleren.
...men måske jeg tager den med retur, når jeg skal hjem forbi København, band og kærlighed allerede torsdag-mandag. For den er jo fin. Og fylder ikke så meget. Og laver dejlig espresso, som jeg kan drikke med bio-milch. 
  • Udover bodumkanden skulle jeg selvfølgelig have 'Bedste bedste te' med. Min Hanneskat var kørt en kæmpe omvej til Ringkøbing - bare så hun kunne give mig to poser af den kornblomst-berigede sommerhus-te i julegave. 
  • Så har jeg husket noder - Debussy, Ravel, Brahms og Tiersen bl.a. Som ekstra Berlin-gave har Denise efterladt bl.a. Chopin-noder i lejligheden oven på elsklaveret. Mit hjerte, hvad mere ønsker du dig? (...) 
  • Mit sovedyr. Ja, jeg er ikke for stolt til at indrømme, at jeg har en lille, blød hundeven, som jeg krammer, når jeg sover. Når nu min store, varme bjørn holder til i sin Frederiksberghule, må jeg jo have andre at holde om i de klare frostnætter og sommer-ditto. 
  • Monty Pythons Flying Circus boxsættet. Ja sgu. Skal have muligheden for at storgrine - af exploding penguins, hovercrafts full of eels og fishslapping dance. 
  • Garn og strikkepinde - må strikke nyt pandebånd, for jeg har en dårlig vane med at miste. Har i hvert fald mistet de to, jeg allerede har lavet. Æv. 
  • Et indrammet billede af min smukke mormor. Som har det bedre og i fredags kom på genoptræningshjem. Hvor sej kan man lige være i en alder af 96?! Næsegrus beundring herfra og uendelig kærlighed. Er ked af, at hun ikke er på nettet, så jeg kunne maile hende hele tiden med små glædesudbrud. Godt der findes frimærker, flotte kort og dejlige skrivere. 
Min første dag i Berlin går på hæld.
Exberliner lader til at blive en sjov og anderledes journalistisk udfordring. 

Nu skal jeg drømme.

Kys,
Ida

Er ankommet.

Hej Berlin,

Alt er pakket ud. Sengen er redt, og jeg ligger i den. Det er ikke min seng. Og det er det så alligevel - det næste halve år.
Den føles ikke som min seng...

Tankerne myldrer rundt i hovedet, alligevel er jeg for første gang i over en uge afslappet.
Dog savner jeg. Meget.
Glæder mig heldigvis - nok lige så meget, som jeg savner.

I morgen starter jeg nyt arbejde.
Burde sove.

Kys,
Ida

Monday, January 23, 2012

Mormorord

Min mormor er nok mit vigtigste menneske. Hun og jeg har mange fantastiske historier sammen - lige siden den dramatiske dag, jeg blev født. (Den historie får I nok på et tidspunkt.)
Lige nu ligger hun på hospitalet.

Jeg er syg af bekymring. Selv om det nok skal gå. Men... den lille, smukke kvinde er 96 år.
Jeg holdt hendes hånd i går. Hun lå og sov, bedøvet af morfinens lyksalige smerteglemsel. Da hun så mig, udbrød hun: "Hvor er du smuk," inden hun af rusen og udmattelsen mumlende blev trukket ind i søvnens velsignelse igen. Ind i mellem vågnede hun op - kiggede på mig - og smilte med genkendelsens skær i sine blå øjne. Klemte min hånd lidt i søvnens blåstribede hule.
Det skar mig i hjertet bare at kigge på hendes hospitalsarmbånd. Lille mormor. Navn, nummer og kode.

For bare nogle få uger siden viste min mormor mig glædestrålende en af mine gamle skolestile, som hun havde gemt og genfundet i et anfald af rydte-op-trang.
Jeg har været ca. 13 år gammel, da jeg skrev den, (og meget dramatisk i mine fremtidstanker, som det fremgår af mine egne ord. De andres ord i stilen var min...)
Mormors ord. Via mig. Om 2. verdenskrig.
Det er altså ikke helt dumt.
Dengang havde jeg ellers ikke andet i hovedet, end at jeg ville være musiker.
Da det ikke lige har været mit lod at komme til at leve af musikken (endnu?), har det at skrive altid været en bombesikker og elsket nr. 2...
(Tænk hvis nogen allerede dengang havde nævnt journalistik? Så havde det måske ikke taget mig så længe, inden jeg turde give det en chance...)


2. Verdenskrig: Besættelsen af Danmark

På disse følgende sider har jeg nedskrevet nogle af min mormors ord. Hun fortæller om et par af de oplevelser, hun havde under krigen. Deriblandt også nogle personlige.

”Vi danske er jo meget naive, for vi vidste, vi havde en ikke-angrebstraktat med Tyskland, så almindelige mennesker troede fuldt og fast på, at vi ville forblive neutrale, ligesom under 1. verdenskrig. Så det kom virkelig som et chok, da vi bogstaveligt blev taget på sengen den 9. april 1940.
    Kongen og regeringen opfordrede folk til at tage det roligt. På en måde gjorde vi det også. Først da vi skulle have mørklægningsgardiner, gadebelysningen blev slukket og sporvognene mørkelagt, gik det op for os danskere, hvad det egentlig ville indebære. Vi blev utrygge og bange. Da vi så fik rationeringsmærker på både mad og tøj, fandt vi ud af, hvad tyskerne ville med lille Danmark. Det skulle være spisekammer.
    Vi sultede ikke. Men vi frøs forfærdeligt. 1941 og 1942 var de værste vintre i mands minde. Selv sundene frøs til. Mødrene gik i seng midt på dagen med deres små børn, for at de skulle kunne holde varmen. Med lidt held kunne man få en sæk pressede tørv. ’Elefanthømhømer’ kaldte vi dem. Der var rift om kakkelovne, for der jo hverken olie eller benzin, koks eller kul til at fyre op med og absolut intet varmt vand i hanerne. Men sammenholdet blandt folk blev bedre og bedre jo strengere man havde det. En kendte en, der vidste, hvor man kunne få lidt mel, en anden hvor man kunne få et stykke brød, og så videre og så videre. Man gemte det ikke til sig selv, men delte det med hinanden.
    Så en dag tog de jøderne. Det ville danskerne ikke finde sig i. Jøderne var danske, ligesom alle os andre. Vi, hverdagens danskere, gemte dem derfor med fare for vores egen frihed, indtil de kunne blive sendt til Sverige.
    Så en tidlig morgen besatte tyskerne politigården og tog politiet. Det var en dag, som ingen, der oplevede den, nogensinde vil glemme. Alt det politi, der ikke var på vagt, skulle advares, så de kunne skjule sig. Det gik som en løbeild gennem hele København. Langt de fleste blev reddet. Modstandsbevægelsen, som hidtil havde arbejdet i det skjulte og i det små, begyndte nu at organisere sig og danne grupper. De fik våben og sprængstof nedkastet fra England.
    En af mine egne personlige oplevelser var, da de kom og hentede min bror lige før jul. De brød ind i mine forældres hus kl. 5 om morgenen, gik op i soveværelserne på 1. sal til min mor og far, lagde maskingeværerne på sengestolpen og sagde: ”Søren Svendsen!”. Min far sagde: ”Han ligger og sover i værelset ved siden af.” Min far stod op iklædt sin natskjorte med røde kanter, iførte sig sin vest og ikke andet. Så gik min far og tyskerne ind til min lillebror, som var tilknyttet studenternes efterretning. Min mor stod også op, og sagde til tyskerne: ”De kan ikke tage min søn med, før han har fået en kop te og et stykke ristet brød.” De blev så forbløffede, at de gav ham lov. Men min bror kunne naturligvis ikke spise noget. Derefter førte de ham til Dagmarhus, derfra til Vestre fængsel, og senere til Frøslev-lejren. Den jul blev den tristeste i vores familie, for vi vidste jo ikke, hvorhenne i verden min bror var.
    I foråret 1943 blev sabotagen endelig organiseret. Det ene tog efter det andet blev afsporet. Fabrikker røg i luften, og vi frydede os. Det medførte desværre også, at mange sabotører blev taget og skudt. Men vi var stolte af dem!
    Livet gik videre. Ved festlige lejligheder, for det havde vi jo trods alt, var der ingen cognac at hælde i erstatningskaffen. I stedet tog vi højskolesangbøgerne frem og sang som aldrig før, alle de dejlige, danske sange.
    Senere kom den tid, da englænderne begyndte at bombe de tyske hovedkvarterer med videre. Det frydede vi os også over, for nu vidste vi, at det gik den rigtige vej og afslutningen på krigen var nær.
    Endelig, om aftenen den 4. maj, da vi som sædvandlig sad og lyttede til BBC, kom budskabet om, at tyskerne i Danmark havde overgivet sig, og Danmark var frit.
    Da ville jubelen ingen ende tage. Vi græd og vi lo, tændte lys i alle vinduerne og løb alle sammen ud i gaderne og sang af glæde. Alle, der oplevede den dag, vil altid mindes den som den dejligste i deres liv!”

Min mormor siger, at hun kunne have fortalt fra nu af og til næste år om 2. verdenskrig, men det bliver nok lidt for meget. Derfor har jeg kun skrevet om nogle få episoder. Efter jeg har hørt min mormor fortælle, vil jeg håbe, at selv om Nostradamus forudsagde 1. og 2. verdenskrig og påstod, at den 3. verdenskrig ville komme i slutningen af 1996 eller i 1997, så håber jeg inderligt, at han har taget fejl denne gang!
Skrevet af:
Ida Rud &
Emilie Egelund


Min mormor er en fantastisk fortæller og en guldgrube af viden og dejlige detaljer.

Kys,
Ida

Saturday, January 21, 2012

Noget ægte

På toppen af Frederiksberg, under himlen og stjernerne, har jeg fundet mig en lun bjørnehule. Der er trygge arme, strålende kærlige øjne og masser af latter, højtlæsning, intellektuelle udfordringer, kulturopdagelser, fjolleri, musik, nattesamtaler, radio, rødvin og ro.
Det er mere, end jeg nogen sinde havde drømt om.  
Det er det bedste i verden. 

Søndag i næste uge flyver jeg til Berlin. I 6 måneder skal jeg være der. 
Av... midt i al glæden over det forestående eventyr. 
Det er godt, at det er forår lige om lidt, så bjørnen kan lokkes ud af sit vinterhi. Og bjørnen er jo trods alt Berlins vartegn... 

Kys,
Ida

Wednesday, January 18, 2012

Opdagelsesrejsende

Som en anden Marco Polo skal jeg på opdagelse, når jeg kommer til Berlin. Med tropehjelm og machete skal jeg hakke mig gennem urbanmiljøet.
Men derfor kunne det jo tænkes, at I har nogle gode råd - at I kender til stier, hemmelige huler og minislaraffenlande, som jeg ikke allerede selv er stødt på. Har fx allerede fået skattekort med x'er markeret, hvor jeg kan få tempura sushi. Er blevet opfordret til at finde Brücke-museet og (selvfølgelig!) Ramones museet. Hey ho, let's go.

Hvad findes der ellers af skjulte juveler i den neonglitrende metropol?

Kys,
Ida

Tuesday, January 17, 2012

Huskeliste


Berlin venter.
Jeg er lige så stille gået i liste-skrible-tilstand. Hvad kan jeg mon ikke undvære mine seks måneder i Berlin?

Det kan ikke blive til meget, for jeg har købt ”kuffertbilletter”. To stk. må jeg tage med. Færdig bum.

Uundværligheder:

  • Dyne. (Jeg kan ikke leve uden min egen dyne – der er ikke noget at stille op. Den skal med.)
  • Dynebetræk. Men det med ulv og så Bjørn Wiinblad. En ulv skal jeg have med. Som minimum en. Overvejer også en af legetøjsfigurerne eller kanvastasken. Ulve er mine venner. De beskytter mig mod grimme drømme. Selv om jeg da håber, der ikke kommer nogle tyske mar-träume. (Eller hvad det hedder.)
  • Espresso-kanden. Den med blå himmel og skyer. Der skal drikkes meget kaffe på altanen. Kigges meget på himlen og træerne med kop i hænderne…
  • Kopper. Til kaffen. Og teen. Ja, jeg kunne købe sådan nogen dernede. Men jeg har jo lige købt en Ida fra Lønneberg-kop. Mere meta bliver det ikke. Så skal jeg jo huske at have Charlottes lille My-mumikoppen med. Og nogle af de andre. Fordi. Der skal være kopper til dem, der kommer og besøger mig. Men skal nok begrænse mig. 
  • Fyrfads-rød-sjippetovspige-stagen.
  • Vejene. Af Jack Kerouac. Fordi man ikke kan rejse til udlandet og bo, uden at have yndlingsbogen med. 
  • Star Wars. Trilogien. Fordi man ikke kan rejse til udlandet og bo, uden at have yndlingsfilmene med.
  • Mac the Knife. Min trofaste mac, der hoster lidt og gerne må være glad og overleve, også længe efter mit tyske forår+sommer er falmet. Jeg skal jo skrive. Også privat. Og skype. Meget. Med mange. Men mest med en.
  • Mit hokusai-billede.

Ellers er det mest sådan noget lavpraktisk. Som kjoler, 1-2 par sko/støvler, kontaktlinser, en negleklipper. Glæde, mod på at opsøge, ører der er klar til at opsnappe det tyske sprog, med mere…

Andre forslag til listen?

Kys,
Ida

Monday, January 16, 2012

Smuk gave

En af mine allerbedste veninder har lige været et smut i København. Vi nåede at spise lækker bord-picnic/tapas-hapsende/hygge-italiensk mams i Torvehallerne.
Hun var her ganske kort, for hun skulle "bare lige" modtage Sonnings arbejdslegat. Nånå.
Hun har lige været i Japan. For at synge. Herregud, det var hun også sidste år. No big deal. (Ja, jeg er misundelig. Og stolt.)

Normalt bor hun i Berlin. Jeg skal bo i hendes lejlighed, når jeg flytter til Berlin.
(Der er mindre end to uger til. Om jeg glæder mig? Ja! Selv om der (selvfølgelig) er stænk af vemod i glæden. Sådan skal det nok være... Sommerfugle flakser i mig af flere grunde.)

Hun havde taget den smukkeste gave med til mig fra Japan.

En 'ægte' Hokkusai.

Da jeg sidst var i Berlin, hev jeg gavegiveren med. På udstilling. Ja, lige nemlig. Hokkusai.
Det var imponerende at se - at opleve.

Vi så en video. Hvordan billedet til venstre bliver til. Nøjsomheden, tålmodigheden, det ældgamle, traditionsbundne håndværk.

Det er en perfekt gave.
Jeg er overvældet. Så kærligt af hende. Hvor hun dog kender mig.

Jeg glæder mig til at hænge billedet på væggen i lejligheden i Berlin...

Kys,
Ida

Sunday, January 15, 2012

Er...

...forandret. Grundlæggende. En lille smule. Eller overvældende meget?
Tør ikke helt give slip. Frygter mange ting.
Men lykken er ved at overmande mig.

Tænk at jeg skulle opleve det...
(Jeg havde opgivet håbet. Desto større føles det.)

Kys,
Ida

Thursday, January 12, 2012

En af de dage...

...hvor jeg er træt. På den måde, hvor jeg sikkert også er træt i morgen, er jeg bange for. Men bare så glad - fordi der sker rare ting. Glad.
For lette-at-holde-af venner, der har underholdt mig de sidste mange dage med ting, jeg holder af.
Møder og samtaler, der fylder mig med håb og sætter blus under drømme.
Spirende følelser, jeg har svært ved at tøjle - men jeg gør mit bedste. Fordi. Det skal man?
For musik. Altid musik.

Skal nyde stille aften. Te. Lakridsmandler. Dyne. Ro.

Kys,
Ida

Wednesday, January 11, 2012

Lysere tider

Fem bundter solskinsgule tulipaner - 10 kr.

Jeg frydes og fyldes. Med forventning. Med mere.

Kys,
Ida

Monday, January 9, 2012

Damer

SPEkTR har bidraget med det meste musik til kortfilmen 'Damer'.
Det er det mest syrede. At se musik, jeg kender så intimt, sat til andre billeder end dem, jeg selv ser så levende for mig, når jeg spiller eller lytter til os... 

Smukke damer. Bryster og flere bryster. Øjne, læber, svulmende. En svansende matros, en liderlig matros, en kyssende matros - i hvide bomuldsunderbukser. Eller med bar røv. Hav. Hav og bølger. 

Jeg synes, det er en flot film - og jeg synes, den og vores musik klæder hinanden. Overraskende - men godt.

Kys,
Ida

Saturday, January 7, 2012

Nyt-agtigt

Hiver mig ud af blog-dvalen. Misser med øjnene. 

Det er et nyt år. 
Hovsa, jeg skriver på dansk. Det kan jeg også. Lidt. 

Bloggen hedder det samme. Men der er nyt baggrundsbillede. Måske den også indholdsmæssigt vil ændre sig...? 

Jeg flytter til Berlin lige om lidt. Flybilletten er købt. Søndag d. 29. januar flyver jeg til måske-yndlingsbyen - København får i hvert fald kamp til stregen. 
Jeg har et sted at bo, jeg har en praktikplads, og jeg har masser af drømme, kriblende musikfantasier og uendeligt og indbydende jomfruelige word-dokumenter, der kan og skal fyldes med ord af både den journalistiske og hemmeligt-håbefulde slags. 

Forventninger. 

Mærkelig timing. Med mit elskede drømmeband, der udgiver plade d. 30. januar. Så kan jeg sidde i Berlin helt mutters og google SPEkTR og håbe på positiv respons og savne mine bandmennesker, fordi jeg vil dele oplevelsen med dem. Men der kommer koncerter, mange koncerter, og jeg glæder mig til at spille rundt om i dette lille land. 

Aldrig har et nyt år budt på så mange konkrete storheder. Jeg kan jo se dem, de er ikke flimrende fatamorganaer, de galoperer vanvittigt og tøjlesløst mod mig. 
Jeg håber, jeg er klar til at tage imod det. Det hele. Også det, som jeg ikke kan se.  

Men jeg ved. Det bliver fantastisk. 

Kys,
Ida

P.s. 

Praktikpladsen - hvor der skal skrives på engelsk. Derfor skal bloggen skrives på dansk.