Monday, January 23, 2012

Mormorord

Min mormor er nok mit vigtigste menneske. Hun og jeg har mange fantastiske historier sammen - lige siden den dramatiske dag, jeg blev født. (Den historie får I nok på et tidspunkt.)
Lige nu ligger hun på hospitalet.

Jeg er syg af bekymring. Selv om det nok skal gå. Men... den lille, smukke kvinde er 96 år.
Jeg holdt hendes hånd i går. Hun lå og sov, bedøvet af morfinens lyksalige smerteglemsel. Da hun så mig, udbrød hun: "Hvor er du smuk," inden hun af rusen og udmattelsen mumlende blev trukket ind i søvnens velsignelse igen. Ind i mellem vågnede hun op - kiggede på mig - og smilte med genkendelsens skær i sine blå øjne. Klemte min hånd lidt i søvnens blåstribede hule.
Det skar mig i hjertet bare at kigge på hendes hospitalsarmbånd. Lille mormor. Navn, nummer og kode.

For bare nogle få uger siden viste min mormor mig glædestrålende en af mine gamle skolestile, som hun havde gemt og genfundet i et anfald af rydte-op-trang.
Jeg har været ca. 13 år gammel, da jeg skrev den, (og meget dramatisk i mine fremtidstanker, som det fremgår af mine egne ord. De andres ord i stilen var min...)
Mormors ord. Via mig. Om 2. verdenskrig.
Det er altså ikke helt dumt.
Dengang havde jeg ellers ikke andet i hovedet, end at jeg ville være musiker.
Da det ikke lige har været mit lod at komme til at leve af musikken (endnu?), har det at skrive altid været en bombesikker og elsket nr. 2...
(Tænk hvis nogen allerede dengang havde nævnt journalistik? Så havde det måske ikke taget mig så længe, inden jeg turde give det en chance...)


2. Verdenskrig: Besættelsen af Danmark

På disse følgende sider har jeg nedskrevet nogle af min mormors ord. Hun fortæller om et par af de oplevelser, hun havde under krigen. Deriblandt også nogle personlige.

”Vi danske er jo meget naive, for vi vidste, vi havde en ikke-angrebstraktat med Tyskland, så almindelige mennesker troede fuldt og fast på, at vi ville forblive neutrale, ligesom under 1. verdenskrig. Så det kom virkelig som et chok, da vi bogstaveligt blev taget på sengen den 9. april 1940.
    Kongen og regeringen opfordrede folk til at tage det roligt. På en måde gjorde vi det også. Først da vi skulle have mørklægningsgardiner, gadebelysningen blev slukket og sporvognene mørkelagt, gik det op for os danskere, hvad det egentlig ville indebære. Vi blev utrygge og bange. Da vi så fik rationeringsmærker på både mad og tøj, fandt vi ud af, hvad tyskerne ville med lille Danmark. Det skulle være spisekammer.
    Vi sultede ikke. Men vi frøs forfærdeligt. 1941 og 1942 var de værste vintre i mands minde. Selv sundene frøs til. Mødrene gik i seng midt på dagen med deres små børn, for at de skulle kunne holde varmen. Med lidt held kunne man få en sæk pressede tørv. ’Elefanthømhømer’ kaldte vi dem. Der var rift om kakkelovne, for der jo hverken olie eller benzin, koks eller kul til at fyre op med og absolut intet varmt vand i hanerne. Men sammenholdet blandt folk blev bedre og bedre jo strengere man havde det. En kendte en, der vidste, hvor man kunne få lidt mel, en anden hvor man kunne få et stykke brød, og så videre og så videre. Man gemte det ikke til sig selv, men delte det med hinanden.
    Så en dag tog de jøderne. Det ville danskerne ikke finde sig i. Jøderne var danske, ligesom alle os andre. Vi, hverdagens danskere, gemte dem derfor med fare for vores egen frihed, indtil de kunne blive sendt til Sverige.
    Så en tidlig morgen besatte tyskerne politigården og tog politiet. Det var en dag, som ingen, der oplevede den, nogensinde vil glemme. Alt det politi, der ikke var på vagt, skulle advares, så de kunne skjule sig. Det gik som en løbeild gennem hele København. Langt de fleste blev reddet. Modstandsbevægelsen, som hidtil havde arbejdet i det skjulte og i det små, begyndte nu at organisere sig og danne grupper. De fik våben og sprængstof nedkastet fra England.
    En af mine egne personlige oplevelser var, da de kom og hentede min bror lige før jul. De brød ind i mine forældres hus kl. 5 om morgenen, gik op i soveværelserne på 1. sal til min mor og far, lagde maskingeværerne på sengestolpen og sagde: ”Søren Svendsen!”. Min far sagde: ”Han ligger og sover i værelset ved siden af.” Min far stod op iklædt sin natskjorte med røde kanter, iførte sig sin vest og ikke andet. Så gik min far og tyskerne ind til min lillebror, som var tilknyttet studenternes efterretning. Min mor stod også op, og sagde til tyskerne: ”De kan ikke tage min søn med, før han har fået en kop te og et stykke ristet brød.” De blev så forbløffede, at de gav ham lov. Men min bror kunne naturligvis ikke spise noget. Derefter førte de ham til Dagmarhus, derfra til Vestre fængsel, og senere til Frøslev-lejren. Den jul blev den tristeste i vores familie, for vi vidste jo ikke, hvorhenne i verden min bror var.
    I foråret 1943 blev sabotagen endelig organiseret. Det ene tog efter det andet blev afsporet. Fabrikker røg i luften, og vi frydede os. Det medførte desværre også, at mange sabotører blev taget og skudt. Men vi var stolte af dem!
    Livet gik videre. Ved festlige lejligheder, for det havde vi jo trods alt, var der ingen cognac at hælde i erstatningskaffen. I stedet tog vi højskolesangbøgerne frem og sang som aldrig før, alle de dejlige, danske sange.
    Senere kom den tid, da englænderne begyndte at bombe de tyske hovedkvarterer med videre. Det frydede vi os også over, for nu vidste vi, at det gik den rigtige vej og afslutningen på krigen var nær.
    Endelig, om aftenen den 4. maj, da vi som sædvandlig sad og lyttede til BBC, kom budskabet om, at tyskerne i Danmark havde overgivet sig, og Danmark var frit.
    Da ville jubelen ingen ende tage. Vi græd og vi lo, tændte lys i alle vinduerne og løb alle sammen ud i gaderne og sang af glæde. Alle, der oplevede den dag, vil altid mindes den som den dejligste i deres liv!”

Min mormor siger, at hun kunne have fortalt fra nu af og til næste år om 2. verdenskrig, men det bliver nok lidt for meget. Derfor har jeg kun skrevet om nogle få episoder. Efter jeg har hørt min mormor fortælle, vil jeg håbe, at selv om Nostradamus forudsagde 1. og 2. verdenskrig og påstod, at den 3. verdenskrig ville komme i slutningen af 1996 eller i 1997, så håber jeg inderligt, at han har taget fejl denne gang!
Skrevet af:
Ida Rud &
Emilie Egelund


Min mormor er en fantastisk fortæller og en guldgrube af viden og dejlige detaljer.

Kys,
Ida

No comments:

Post a Comment