01.45

To lande. To hovedstæder. To soveværelser.
To mennesker der vågner i hver deres seng.
Som den ene skal til at række ud efter telefonen, lyser den lydløst op i mørket.
Det er den anden, der ringer.
Vækket af den samme tanke. På samme tid. Kl. 01.45

To mennesker. En sjæl.

Typisk

"Nå, hvordan er det så at bo i Berlin?"

Jeg tror, det er det spørgsmål, jeg har fået stillet flest gange i de sidste knap tre måneder.
Jeg forstår det så godt - spørgsmålet. Jeg er jo for hulan flyttet til et fremmed land, en ny hovedstad.
Hver gang må jeg trække det skæve smil op ad skuffen og sige: "Jeg ved det ikke helt."
Og forklare. Noget med bandet - som jeg har spillet en masse koncerter med. Og øvet. Jeg skal forresten også spille tre koncerter i næste uge. (Det er jo fantastisk. Hurra!)
Noget med mormor. Og sygdommen. Plus begravelsen.

Men faktisk. Så er det jo rigtig meget noget med det dér hjerte, ik? Som lige pludselig banker på en hel ny måde, for et helt andet menneske - et andet menneske, som fuldender mig, så jeg føler mig halv, som en skygge, hvis ikke jeg som et andet batteri kan lade op ved hans side hver nat. Telefonsamtaler og sms'er, der får min telefonregning til at bløde med røde tal, det er bare ikke det samme. Så derfor har jeg, hver gang jeg har været i Danmark, forlænget dagene før og efter koncerter, øvere, andre forpligtelser - så jeg har kunnet ligge i hans favn. I stedet for at fare fluks retur til Berlin for at opdage, opleve, mens jeg endnu er her, vride alt ud af Berlin, mens muligheden ligger lige for mine fødder.

Det er så skørt. I flere år har jeg talt om, at jeg ville til Berlin. Hvor fedt det skulle være - og jeg tænkte for mig selv, at jeg da også skulle ned og have det sjove single-liv, og måske ende single-tilværelsen med en skøn berliner-fyr. Elsker jo Berlin, så hvorfor ikke bliver her altid?

Savnet fylder mig med apati. Så derfor føler jeg, at mine dage i Berlin bliver brugt på arbejde - og savn. Men arbejdet fylder også rigtigt meget - så meget, at jeg har siddet foran computeren hele påsken. (Når jeg da ikke lige har grovædt mig gennem teaterkantinernes madudvalg; jo, det er sjove ting, jeg arbejder med.)
Men hey - det lyder så trist. Jeg er lykkelig. Meget endda. Savnet er bittersødt, men holddaop, hvor er jeg vild med at være så forelsket og elsket. Det er rakkerlivet værd, de store bidder i budgettet, og det at Berlin mangler at blive udforsket. Jeg får stadig sus i maven over at bo her. Og for mig er savnet bare en understregning af, hvor ægte min og hans kærlighed er. Sikke en gave.

Kys,
Ida

Nogle uger senere...

En kaotisk malstrøm er ved at finde hvile. Siden jeg er flyttet til Berlin, har der ikke været et roligt øjeblik.
Min fine, lille mormor er død. Det har flået et hul af sorg dybt inde i mig, og jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Jeg fik sagt farvel; hun havde et fantastisk liv; men savnet er nyt og fremmedartet og uvelkomment.
Går også i stykker over et andet savn; mit helle og hjerte fortabt i hulen på Frederiksberg, hvor roligt-strålende øjne lindrer alt. Splittet mellem etellerandetsted at være flintrende lykkelig over Berlin, band og kærlighed, og knust over savnet af de to vigtigste mennesker i mit liv. Den ene væk for evigt, den anden bare for langt væk.

Livet er dybt uforudsigeligt - heldigvis.

Kys,
Ida

P.s. Min mormor og jeg havde den vilde ære at medvirke i fotografen Astrid Dalums fotoprojekt 'Jeg er kvinde'.
Det hjælper at se min mormor så frisk og smuk, kun et par måneder inden hun blev skrøbelig og gennemsigtig, samt at læse om hendes syn på døden.
For mit vedkommende var det blandt andet en stor, personlig sejr at medvirke. Og ja. Jeg er nøgen. Så er du advaret.

Ich bin eine Berlinerin

Ny by. Nyt arbejde. Anderledes jongleren med sprog i tale og på skrift. Nyt hjem. Nye følelser af savn. Nyt apoteksudvalg med hjælp til gammelkendte influenza-fornemmelser og ditto forkølelses-ubehag. Nyt år og ny 'sæt kryds i den her kasse'-alder. Meget mere kærlighed. Og ægthed. Mere bekymring. For mormor især.
Bare rigtig stor omvæltning på en alligevel ret udramatisk måde. Overvældet, derfor så stille. Berlin og jeg skal lige finde hinanden - men det er lykke.

Kys,
Ida

Rørt rørt

Min yndlings-blog er nok Dines. Faktisk. Griner virkelig meget med hende og ville ønske, jeg gjorde samme skarpe, spydigtsjove og (k)ærlige observationer som hende.
For en uges tid siden bad hun om "følelsesporno" fra hendes læsere - og jeg kunne ikke dy mig, boblende fuld af forelskelsesfjer, som jeg er. Jeg havde nemlig samtidig chancen for at vinde Stine Pilgaards 'Min mor siger'. Som jeg må læse. So what's not to like?
Jeg blev derfor helt ekstremt varm kakao-lun indeni, da Stine herselv udvalgte mig som en ud af otte, lad os bare kalde det, topfinalister in the race for the prize.
Grunden (and I quote):
“Jeg blev ret rørt over det her indlæg. Det er ikke fordi jeg ikke kender den følelse, hun beskriver, men der er en tillid til følelsen, der virkelig fascinerer mig. Når jeg er lykkelig er jeg også altid bange for at det forsvinder igen, du ved, lige dele angst og lykke, men det her virker så rent, så tillidsfuldt: Jeg ved, at jeg har fundet noget ægte. Gid jeg en dag kunne sige det.”

Så blev jeg lige rørt.
Tak til både Dines og Stine.

Kys,
Ida

P.s. Det fyger jo med engelske udtryk i det indlæg?! Skyldes nok Berlin og nyt arbejde. Taler (og tænker tilmed) engelsk, und ein bißchen Deutch, hele tiden.

Mormorord

Min mormor er nok mit vigtigste menneske. Hun og jeg har mange fantastiske historier sammen - lige siden den dramatiske dag, jeg blev født. (Den historie får I nok på et tidspunkt.)
Lige nu ligger hun på hospitalet.

Jeg er syg af bekymring. Selv om det nok skal gå. Men... den lille, smukke kvinde er 96 år.
Jeg holdt hendes hånd i går. Hun lå og sov, bedøvet af morfinens lyksalige smerteglemsel. Da hun så mig, udbrød hun: "Hvor er du smuk," inden hun af rusen og udmattelsen mumlende blev trukket ind i søvnens velsignelse igen. Ind i mellem vågnede hun op - kiggede på mig - og smilte med genkendelsens skær i sine blå øjne. Klemte min hånd lidt i søvnens blåstribede hule.
Det skar mig i hjertet bare at kigge på hendes hospitalsarmbånd. Lille mormor. Navn, nummer og kode.

For bare nogle få uger siden viste min mormor mig glædestrålende en af mine gamle skolestile, som hun havde gemt og genfundet i et anfald af rydte-op-trang.
Jeg har været ca. 13 år gammel, da jeg skrev den, (og meget dramatisk i mine fremtidstanker, som det fremgår af mine egne ord. De andres ord i stilen var min...)
Mormors ord. Via mig. Om 2. verdenskrig.
Det er altså ikke helt dumt.
Dengang havde jeg ellers ikke andet i hovedet, end at jeg ville være musiker.
Da det ikke lige har været mit lod at komme til at leve af musikken (endnu?), har det at skrive altid været en bombesikker og elsket nr. 2...
(Tænk hvis nogen allerede dengang havde nævnt journalistik? Så havde det måske ikke taget mig så længe, inden jeg turde give det en chance...)

2. Verdenskrig: Besættelsen af Danmark

På disse følgende sider har jeg nedskrevet nogle af min mormors ord. Hun fortæller om et par af de oplevelser, hun havde under krigen. Deriblandt også nogle personlige.

”Vi danske er jo meget naive, for vi vidste, vi havde en ikke-angrebstraktat med Tyskland, så almindelige mennesker troede fuldt og fast på, at vi ville forblive neutrale, ligesom under 1. verdenskrig. Så det kom virkelig som et chok, da vi bogstaveligt blev taget på sengen den 9. april 1940.

    Kongen og regeringen opfordrede folk til at tage det roligt. På en måde gjorde vi det også. Først da vi skulle have mørklægningsgardiner, gadebelysningen blev slukket og sporvognene mørkelagt, gik det op for os danskere, hvad det egentlig ville indebære. Vi blev utrygge og bange. Da vi så fik rationeringsmærker på både mad og tøj, fandt vi ud af, hvad tyskerne ville med lille Danmark. Det skulle være spisekammer.

    Vi sultede ikke. Men vi frøs forfærdeligt. 1941 og 1942 var de værste vintre i mands minde. Selv sundene frøs til. Mødrene gik i seng midt på dagen med deres små børn, for at de skulle kunne holde varmen. Med lidt held kunne man få en sæk pressede tørv. ’Elefanthømhømer’ kaldte vi dem. Der var rift om kakkelovne, for der jo hverken olie eller benzin, koks eller kul til at fyre op med og absolut intet varmt vand i hanerne. Men sammenholdet blandt folk blev bedre og bedre jo strengere man havde det. En kendte en, der vidste, hvor man kunne få lidt mel, en anden hvor man kunne få et stykke brød, og så videre og så videre. Man gemte det ikke til sig selv, men delte det med hinanden.

    Så en dag tog de jøderne. Det ville danskerne ikke finde sig i. Jøderne var danske, ligesom alle os andre. Vi, hverdagens danskere, gemte dem derfor med fare for vores egen frihed, indtil de kunne blive sendt til Sverige.

    Så en tidlig morgen besatte tyskerne politigården og tog politiet. Det var en dag, som ingen, der oplevede den, nogensinde vil glemme. Alt det politi, der ikke var på vagt, skulle advares, så de kunne skjule sig. Det gik som en løbeild gennem hele København. Langt de fleste blev reddet. Modstandsbevægelsen, som hidtil havde arbejdet i det skjulte og i det små, begyndte nu at organisere sig og danne grupper. De fik våben og sprængstof nedkastet fra England.

    En af mine egne personlige oplevelser var, da de kom og hentede min bror lige før jul. De brød ind i mine forældres hus kl. 5 om morgenen, gik op i soveværelserne på 1. sal til min mor og far, lagde maskingeværerne på sengestolpen og sagde: ”Søren Svendsen!”. Min far sagde: ”Han ligger og sover i værelset ved siden af.” Min far stod op iklædt sin natskjorte med røde kanter, iførte sig sin vest og ikke andet. Så gik min far og tyskerne ind til min lillebror, som var tilknyttet studenternes efterretning. Min mor stod også op, og sagde til tyskerne: ”De kan ikke tage min søn med, før han har fået en kop te og et stykke ristet brød.” De blev så forbløffede, at de gav ham lov. Men min bror kunne naturligvis ikke spise noget. Derefter førte de ham til Dagmarhus, derfra til Vestre fængsel, og senere til Frøslev-lejren. Den jul blev den tristeste i vores familie, for vi vidste jo ikke, hvorhenne i verden min bror var.

    I foråret 1943 blev sabotagen endelig organiseret. Det ene tog efter det andet blev afsporet. Fabrikker røg i luften, og vi frydede os. Det medførte desværre også, at mange sabotører blev taget og skudt. Men vi var stolte af dem!

    Livet gik videre. Ved festlige lejligheder, for det havde vi jo trods alt, var der ingen cognac at hælde i erstatningskaffen. I stedet tog vi højskolesangbøgerne frem og sang som aldrig før, alle de dejlige, danske sange.

    Senere kom den tid, da englænderne begyndte at bombe de tyske hovedkvarterer med videre. Det frydede vi os også over, for nu vidste vi, at det gik den rigtige vej og afslutningen på krigen var nær.

    Endelig, om aftenen den 4. maj, da vi som sædvandlig sad og lyttede til BBC, kom budskabet om, at tyskerne i Danmark havde overgivet sig, og Danmark var frit.

    Da ville jubelen ingen ende tage. Vi græd og vi lo, tændte lys i alle vinduerne og løb alle sammen ud i gaderne og sang af glæde. Alle, der oplevede den dag, vil altid mindes den som den dejligste i deres liv!”

Min mormor siger, at hun kunne have fortalt fra nu af og til næste år om 2. verdenskrig, men det bliver nok lidt for meget. Derfor har jeg kun skrevet om nogle få episoder. Efter jeg har hørt min mormor fortælle, vil jeg håbe, at selv om Nostradamus forudsagde 1. og 2. verdenskrig og påstod, at den 3. verdenskrig ville komme i slutningen af 1996 eller i 1997, så håber jeg inderligt, at han har taget fejl denne gang!

Skrevet af:

Ida Rud &
Emilie Egelund

Min mormor er en fantastisk fortæller og en guldgrube af viden og dejlige detaljer.

Kys,
Ida

Noget ægte

På toppen af Frederiksberg, under himlen og stjernerne, har jeg fundet mig en lun bjørnehule. Der er trygge arme, strålende kærlige øjne og masser af latter, højtlæsning, intellektuelle udfordringer, kulturopdagelser, fjolleri, musik, nattesamtaler, radio, rødvin og ro.

Det er mere, end jeg nogen sinde havde drømt om.  

Det er det bedste i verden. 

Søndag i næste uge flyver jeg til Berlin. I 6 måneder skal jeg være der. 

Av... midt i al glæden over det forestående eventyr. 

Det er godt, at det er forår lige om lidt, så bjørnen kan lokkes ud af sit vinterhi. Og bjørnen er jo trods alt Berlins vartegn... 

Kys,

Ida

En af de dage...

...hvor jeg er træt. På den måde, hvor jeg sikkert også er træt i morgen, er jeg bange for. Men bare så glad - fordi der sker rare ting. Glad.
For lette-at-holde-af venner, der har underholdt mig de sidste mange dage med ting, jeg holder af.
Møder og samtaler, der fylder mig med håb og sætter blus under drømme.
Spirende følelser, jeg har svært ved at tøjle - men jeg gør mit bedste. Fordi. Det skal man?
For musik. Altid musik.

Skal nyde stille aften. Te. Lakridsmandler. Dyne. Ro.

Kys,
Ida