01.45

To lande. To hovedstæder. To soveværelser.
To mennesker der vågner i hver deres seng.
Som den ene skal til at række ud efter telefonen, lyser den lydløst op i mørket.
Det er den anden, der ringer.
Vækket af den samme tanke. På samme tid. Kl. 01.45

To mennesker. En sjæl.

Typisk

"Nå, hvordan er det så at bo i Berlin?"

Jeg tror, det er det spørgsmål, jeg har fået stillet flest gange i de sidste knap tre måneder.
Jeg forstår det så godt - spørgsmålet. Jeg er jo for hulan flyttet til et fremmed land, en ny hovedstad.
Hver gang må jeg trække det skæve smil op ad skuffen og sige: "Jeg ved det ikke helt."
Og forklare. Noget med bandet - som jeg har spillet en masse koncerter med. Og øvet. Jeg skal forresten også spille tre koncerter i næste uge. (Det er jo fantastisk. Hurra!)
Noget med mormor. Og sygdommen. Plus begravelsen.

Men faktisk. Så er det jo rigtig meget noget med det dér hjerte, ik? Som lige pludselig banker på en hel ny måde, for et helt andet menneske - et andet menneske, som fuldender mig, så jeg føler mig halv, som en skygge, hvis ikke jeg som et andet batteri kan lade op ved hans side hver nat. Telefonsamtaler og sms'er, der får min telefonregning til at bløde med røde tal, det er bare ikke det samme. Så derfor har jeg, hver gang jeg har været i Danmark, forlænget dagene før og efter koncerter, øvere, andre forpligtelser - så jeg har kunnet ligge i hans favn. I stedet for at fare fluks retur til Berlin for at opdage, opleve, mens jeg endnu er her, vride alt ud af Berlin, mens muligheden ligger lige for mine fødder.

Det er så skørt. I flere år har jeg talt om, at jeg ville til Berlin. Hvor fedt det skulle være - og jeg tænkte for mig selv, at jeg da også skulle ned og have det sjove single-liv, og måske ende single-tilværelsen med en skøn berliner-fyr. Elsker jo Berlin, så hvorfor ikke bliver her altid?

Savnet fylder mig med apati. Så derfor føler jeg, at mine dage i Berlin bliver brugt på arbejde - og savn. Men arbejdet fylder også rigtigt meget - så meget, at jeg har siddet foran computeren hele påsken. (Når jeg da ikke lige har grovædt mig gennem teaterkantinernes madudvalg; jo, det er sjove ting, jeg arbejder med.)
Men hey - det lyder så trist. Jeg er lykkelig. Meget endda. Savnet er bittersødt, men holddaop, hvor er jeg vild med at være så forelsket og elsket. Det er rakkerlivet værd, de store bidder i budgettet, og det at Berlin mangler at blive udforsket. Jeg får stadig sus i maven over at bo her. Og for mig er savnet bare en understregning af, hvor ægte min og hans kærlighed er. Sikke en gave.

Kys,
Ida

Nogle uger senere...

En kaotisk malstrøm er ved at finde hvile. Siden jeg er flyttet til Berlin, har der ikke været et roligt øjeblik.
Min fine, lille mormor er død. Det har flået et hul af sorg dybt inde i mig, og jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Jeg fik sagt farvel; hun havde et fantastisk liv; men savnet er nyt og fremmedartet og uvelkomment.
Går også i stykker over et andet savn; mit helle og hjerte fortabt i hulen på Frederiksberg, hvor roligt-strålende øjne lindrer alt. Splittet mellem etellerandetsted at være flintrende lykkelig over Berlin, band og kærlighed, og knust over savnet af de to vigtigste mennesker i mit liv. Den ene væk for evigt, den anden bare for langt væk.

Livet er dybt uforudsigeligt - heldigvis.

Kys,
Ida

P.s. Min mormor og jeg havde den vilde ære at medvirke i fotografen Astrid Dalums fotoprojekt 'Jeg er kvinde'.
Det hjælper at se min mormor så frisk og smuk, kun et par måneder inden hun blev skrøbelig og gennemsigtig, samt at læse om hendes syn på døden.
For mit vedkommende var det blandt andet en stor, personlig sejr at medvirke. Og ja. Jeg er nøgen. Så er du advaret.

Ich bin eine Berlinerin

Ny by. Nyt arbejde. Anderledes jongleren med sprog i tale og på skrift. Nyt hjem. Nye følelser af savn. Nyt apoteksudvalg med hjælp til gammelkendte influenza-fornemmelser og ditto forkølelses-ubehag. Nyt år og ny 'sæt kryds i den her kasse'-alder. Meget mere kærlighed. Og ægthed. Mere bekymring. For mormor især.
Bare rigtig stor omvæltning på en alligevel ret udramatisk måde. Overvældet, derfor så stille. Berlin og jeg skal lige finde hinanden - men det er lykke.

Kys,
Ida

Stjerneregn

Mit - og selvfølgelig resten af SPEkTRs - hjertebarn udkom i går: PERSONETICS. Tænk jer, om jeg ikke vågner og ser beskeden fra Manoj: "5 ud af 6 stjerner..."
De gode anmeldelser blev ved med at rulle ind resten af dagen.
Det var min "første" dag i Berlin, (som om det ikke gjorde mig jublende nok), og så samtidig at få fantastisk respons for noget, man har lagt så meget energi, tid og kræfter i?!
Det er den lækreste fornemmelse.

Glæder mig til fredag og koncert på Hovedbiblioteket. Hvilket betyder, at jeg flyver hjem til København allerede torsdag aften. What, jeg er jo lige kommet til Berlin?!
Men det bliver skønt. Der er jo én, der skal kysses og krammes lidt (meget) på i samme ombæring.

Det næste halve år bliver virvelvindshektisk, og jeg er allerede lidt rundtosset. Håber jeg kan holde en fod på jorden - men så heller ikke mere, da jeg også skal svæve lidt rundt under skyerne...

Kys,
Ida

P.s. Vores nyeste musikvideo - den er så tosset. Jeg elsker den! Den er lavet af Malthe Fischer fra nu (desværre) hedengangne Oh No Ono:

Listeplus

Mens jeg pakkede, huskede jeg på nogle nye ting - andre blev slettet. Som fx den blå espressokande, som blev skiftet ud med bodum stempleren.

...men måske jeg tager den med retur, når jeg skal hjem forbi København, band og kærlighed allerede torsdag-mandag. For den er jo fin. Og fylder ikke så meget. Og laver dejlig espresso, som jeg kan drikke med bio-milch. 

• Udover bodumkanden skulle jeg selvfølgelig have 'Bedste bedste te' med. Min Hanneskat var kørt en kæmpe omvej til Ringkøbing - bare så hun kunne give mig to poser af den kornblomst-berigede sommerhus-te i julegave. 
• Så har jeg husket noder - Debussy, Ravel, Brahms og Tiersen bl.a. Som ekstra Berlin-gave har Denise efterladt bl.a. Chopin-noder i lejligheden oven på elsklaveret. Mit hjerte, hvad mere ønsker du dig? (...) 
• Mit sovedyr. Ja, jeg er ikke for stolt til at indrømme, at jeg har en lille, blød hundeven, som jeg krammer, når jeg sover. Når nu min store, varme bjørn holder til i sin Frederiksberghule, må jeg jo have andre at holde om i de klare frostnætter og sommer-ditto. 
• Monty Pythons Flying Circus boxsættet. Ja sgu. Skal have muligheden for at storgrine - af exploding penguins, hovercrafts full of eels og fishslapping dance. 
• Garn og strikkepinde - må strikke nyt pandebånd, for jeg har en dårlig vane med at miste. Har i hvert fald mistet de to, jeg allerede har lavet. Æv. 
• Et indrammet billede af min smukke mormor. Som har det bedre og i fredags kom på genoptræningshjem. Hvor sej kan man lige være i en alder af 96?! Næsegrus beundring herfra og uendelig kærlighed. Er ked af, at hun ikke er på nettet, så jeg kunne maile hende hele tiden med små glædesudbrud. Godt der findes frimærker, flotte kort og dejlige skrivere. 

Min første dag i Berlin går på hæld.
Exberliner lader til at blive en sjov og anderledes journalistisk udfordring. 

Nu skal jeg drømme.

Kys,

Ida

Er ankommet.

Hej Berlin,

Alt er pakket ud. Sengen er redt, og jeg ligger i den. Det er ikke min seng. Og det er det så alligevel - det næste halve år.
Den føles ikke som min seng...

Tankerne myldrer rundt i hovedet, alligevel er jeg for første gang i over en uge afslappet.
Dog savner jeg. Meget.
Glæder mig heldigvis - nok lige så meget, som jeg savner.

I morgen starter jeg nyt arbejde.
Burde sove.

Kys,
Ida

Noget ægte

På toppen af Frederiksberg, under himlen og stjernerne, har jeg fundet mig en lun bjørnehule. Der er trygge arme, strålende kærlige øjne og masser af latter, højtlæsning, intellektuelle udfordringer, kulturopdagelser, fjolleri, musik, nattesamtaler, radio, rødvin og ro.

Det er mere, end jeg nogen sinde havde drømt om.  

Det er det bedste i verden. 

Søndag i næste uge flyver jeg til Berlin. I 6 måneder skal jeg være der. 

Av... midt i al glæden over det forestående eventyr. 

Det er godt, at det er forår lige om lidt, så bjørnen kan lokkes ud af sit vinterhi. Og bjørnen er jo trods alt Berlins vartegn... 

Kys,

Ida

Opdagelsesrejsende

Som en anden Marco Polo skal jeg på opdagelse, når jeg kommer til Berlin. Med tropehjelm og machete skal jeg hakke mig gennem urbanmiljøet.
Men derfor kunne det jo tænkes, at I har nogle gode råd - at I kender til stier, hemmelige huler og minislaraffenlande, som jeg ikke allerede selv er stødt på. Har fx allerede fået skattekort med x'er markeret, hvor jeg kan få tempura sushi. Er blevet opfordret til at finde Brücke-museet og (selvfølgelig!) Ramones museet. Hey ho, let's go.

Hvad findes der ellers af skjulte juveler i den neonglitrende metropol?

Kys,
Ida

Huskeliste

Berlin venter.

Jeg er lige så stille gået i liste-skrible-tilstand. Hvad kan jeg mon ikke undvære mine seks måneder i Berlin?

Det kan ikke blive til meget, for jeg har købt ”kuffertbilletter”. To stk. må jeg tage med. Færdig bum.

Uundværligheder:

• Dyne. (Jeg kan ikke leve uden min egen dyne – der er ikke noget at stille op. Den skal med.)
• Dynebetræk. Men det med ulv og så Bjørn Wiinblad. En ulv skal jeg have med. Som minimum en. Overvejer også en af legetøjsfigurerne eller kanvastasken. Ulve er mine venner. De beskytter mig mod grimme drømme. Selv om jeg da håber, der ikke kommer nogle tyske mar-träume. (Eller hvad det hedder.)
• Espresso-kanden. Den med blå himmel og skyer. Der skal drikkes meget kaffe på altanen. Kigges meget på himlen og træerne med kop i hænderne…
• Kopper. Til kaffen. Og teen. Ja, jeg kunne købe sådan nogen dernede. Men jeg har jo lige købt en Ida fra Lønneberg-kop. Mere meta bliver det ikke. Så skal jeg jo huske at have Charlottes lille My-mumikoppen med. Og nogle af de andre. Fordi. Der skal være kopper til dem, der kommer og besøger mig. Men skal nok begrænse mig. 
• Fyrfads-rød-sjippetovspige-stagen.
• Vejene. Af Jack Kerouac. Fordi man ikke kan rejse til udlandet og bo, uden at have yndlingsbogen med. 
• Star Wars. Trilogien. Fordi man ikke kan rejse til udlandet og bo, uden at have yndlingsfilmene med.
• Mac the Knife. Min trofaste mac, der hoster lidt og gerne må være glad og overleve, også længe efter mit tyske forår+sommer er falmet. Jeg skal jo skrive. Også privat. Og skype. Meget. Med mange. Men mest med en.
• Mit hokusai-billede.

Ellers er det mest sådan noget lavpraktisk. Som kjoler, 1-2 par sko/støvler, kontaktlinser, en negleklipper. Glæde, mod på at opsøge, ører der er klar til at opsnappe det tyske sprog, med mere…

Andre forslag til listen?

Kys,

Ida

Smuk gave

En af mine allerbedste veninder har lige været et smut i København. Vi nåede at spise lækker bord-picnic/tapas-hapsende/hygge-italiensk mams i Torvehallerne.
Hun var her ganske kort, for hun skulle "bare lige" modtage Sonnings arbejdslegat. Nånå.
Hun har lige været i Japan. For at synge. Herregud, det var hun også sidste år. No big deal. (Ja, jeg er misundelig. Og stolt.)

Normalt bor hun i Berlin. Jeg skal bo i hendes lejlighed, når jeg flytter til Berlin.
(Der er mindre end to uger til. Om jeg glæder mig? Ja! Selv om der (selvfølgelig) er stænk af vemod i glæden. Sådan skal det nok være... Sommerfugle flakser i mig af flere grunde.)

Hun havde taget den smukkeste gave med til mig fra Japan.

En 'ægte' Hokkusai.

Da jeg sidst var i Berlin, hev jeg gavegiveren med. På udstilling. Ja, lige nemlig. Hokkusai.
Det var imponerende at se - at opleve.

Vi så en video. Hvordan billedet til venstre bliver til. Nøjsomheden, tålmodigheden, det ældgamle, traditionsbundne håndværk.

Det er en perfekt gave.
Jeg er overvældet. Så kærligt af hende. Hvor hun dog kender mig.

Jeg glæder mig til at hænge billedet på væggen i lejligheden i Berlin...

Kys,
Ida

Nyt-agtigt

Hiver mig ud af blog-dvalen. Misser med øjnene. 

Det er et nyt år. 

Hovsa, jeg skriver på dansk. Det kan jeg også. Lidt. 

Bloggen hedder det samme. Men der er nyt baggrundsbillede. Måske den også indholdsmæssigt vil ændre sig...? 

Jeg flytter til Berlin lige om lidt. Flybilletten er købt. Søndag d. 29. januar flyver jeg til måske-yndlingsbyen - København får i hvert fald kamp til stregen. 

Jeg har et sted at bo, jeg har en praktikplads, og jeg har masser af drømme, kriblende musikfantasier og uendeligt og indbydende jomfruelige word-dokumenter, der kan og skal fyldes med ord af både den journalistiske og hemmeligt-håbefulde slags. 

Forventninger. 

Mærkelig timing. Med mit elskede drømmeband, der udgiver plade d. 30. januar. Så kan jeg sidde i Berlin helt mutters og google SPEkTR og håbe på positiv respons og savne mine bandmennesker, fordi jeg vil dele oplevelsen med dem. Men der kommer koncerter, mange koncerter, og jeg glæder mig til at spille rundt om i dette lille land. 

Aldrig har et nyt år budt på så mange konkrete storheder. Jeg kan jo se dem, de er ikke flimrende fatamorganaer, de galoperer vanvittigt og tøjlesløst mod mig. 

Jeg håber, jeg er klar til at tage imod det. Det hele. Også det, som jeg ikke kan se.  

Men jeg ved. Det bliver fantastisk. 

Kys,

Ida

P.s. 

Praktikpladsen - hvor der skal skrives på engelsk. Derfor skal bloggen skrives på dansk.