Monday, March 19, 2012

Nogle uger senere...

En kaotisk malstrøm er ved at finde hvile. Siden jeg er flyttet til Berlin, har der ikke været et roligt øjeblik.
Min fine, lille mormor er død. Det har flået et hul af sorg dybt inde i mig, og jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Jeg fik sagt farvel; hun havde et fantastisk liv; men savnet er nyt og fremmedartet og uvelkomment.
Går også i stykker over et andet savn; mit helle og hjerte fortabt i hulen på Frederiksberg, hvor roligt-strålende øjne lindrer alt. Splittet mellem etellerandetsted at være flintrende lykkelig over Berlin, band og kærlighed, og knust over savnet af de to vigtigste mennesker i mit liv. Den ene væk for evigt, den anden bare for langt væk.

Livet er dybt uforudsigeligt - heldigvis.

Kys,
Ida

P.s. Min mormor og jeg havde den vilde ære at medvirke i fotografen Astrid Dalums fotoprojekt 'Jeg er kvinde'.
Det hjælper at se min mormor så frisk og smuk, kun et par måneder inden hun blev skrøbelig og gennemsigtig, samt at læse om hendes syn på døden.
For mit vedkommende var det blandt andet en stor, personlig sejr at medvirke. Og ja. Jeg er nøgen. Så er du advaret.

4 comments:

  1. Puh, det må være svært at føle sig splittet på den måde. Min bedstemor er ved at forsvinde ind i sig selv, og det er heller ikke så sjovt at være vidne til. Og hold KÆFT hvor er det sejt, at du har været med i det fotoprojekt! Det er et rigtig fint billede af dig. Respekt!

    ReplyDelete
  2. Nej, det er noget af det sværeste, hvis ikke det sværeste, samtidig med at jeg måske aldrig har været så lykkelig som nu. Sorg og lykke går hånd i hånd...
    Og tak :)

    ReplyDelete
  3. HOLD NU OP HVOR ER DU SEJ!!! Dyb respekt og super fint billede og artikel. Virkelig sejt!

    Jeg er ked af at høre om din mormor. Det gør ondt at miste.
    Jeg mistede selv min søde og skønne mormor for nogle år siden og jeg savner hende stadig, men savnet er blevet til et rart minde med tiden.

    ReplyDelete
  4. Tak Ann-Christine :) For ros og venlige ord.
    Sorgen er mærkelig nok ikke grim - på en måde er den kærlig; når jeg mindes hende, hver gang jeg ser hendes billede på mit natbord, ringen på min finger - men den er godt nok svær.

    ReplyDelete