Punkter

• Regnen siler ned. 
• Altandøren står åben, så jeg kan høre og dufte den allersidste forårsregn. 
• Aftenens soundtrack er leveret af Scott Walker. 
• Min redaktør er irriteret, fordi jeg har misforstået hende. 
• Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre uden skype. Græde?  
• Nyder kirsebær og andre gode sommerspiser. 
• Læser som en gal for tiden. En træt galning. 
• Berlin har været min hjemby i 4 måneder og 2 dage. 
• Jeg glæder mig til atter at bo i København igen. Tæller dagene med en blanding af berlinermismod og glædesbobler. 
• Klaveret bliver brugt til at spille Amelie-musik på, mens tankerne flyver mod fremtiden.
• Jeg tror, jeg elsker og er elsket mere end nogen nogensinde før... 
• ...og jeg er lidt beklemt ved at sige (skrive) det højt. 

Ny yndlingshjemmeside?

Det tror jeg nok!
Vi ses på den anden side af iskaffevejret. Får nemlig også berlinerbesøg af yndlingsmenneske plus yndlingsminimenneske fra i morgen aften, så jeg forsvinder lige fra www.

Auf Wiedersehen.

En faux pas

Det er ikke nogen hemmelighed. Alligevel er det ikke altid noget, jeg skilter med - det dér med, at jeg lider af en spiseforstyrrelse. Jeg har ellers været meget åben omkring det, som man kan (nøgen)se her og læse om her.

Jeg har tabt mig 25 kg, og det fordi, jeg har sørget for at spise fornuftigt og ændre mine dårlige mønstre. Jeg spiser stadig chokolade, is og chips, drikker mig i hegnet og laver pariser toast med det hvideste hvedebrød og det fedeste smelteost. Hurra. For jeg spiser jo mere grønt, frugt, fuldkorn og andre lækkerier. Og så spiser jeg meget mere mådeholdent end tidligere, og følelserne omkring madindtaget er helt, helt ændret. Så kiloene er listet væk.

Men der er noget, jeg stadig skjuler - men det skal være slut med hemmeligheder. Ligesom jeg står ved, at jeg elsker Green Day og har gjort det siden mine tidlige teen-år, (og nøj hvor kan det være en guilty pleasure blandt nogle af de (skønne og elskelige) musiksnobber, jeg omgås), så må jeg stå ved at: jeg er vild med McDondalds. Mærkeligt, jeg ved jo godt, det ikke har noget med mad at gøre. Tør ikke tænke det hverken moralsk eller etisk helt til ende. Jeg ville aldrig med vidende spise buræg, men når det kommer til 'gylden måge-mad', så lukker jeg øjnene, for jeg elskerelsker en quarterpounder, og jeg vil have fritter med pommes frites sauce til og en halv liter cola zero.
Det er jo noget bras, men det er ikke noget, jeg gør hverken dagligt, ugentligt eller månedligt - det kommer bare ind i mellem, og ikke kun når tømmermændene "retfærdiggør" det.

Mit problem er faktisk, at jeg altid gør det alene - fordi jeg skammer mig. Og det med at spise i dølgsmål er rent spiseforstyrrelsesbarn. Hvilket gør det meget mere usundt for mig, end det i sig selv er at spise junkfood.

Så slut med skammen. Frem i lyset med hemmelige vaner.

Hvornår er man forfatter?

En af mine venner skal til at lave et radioprogram på Radio24syv, som hedder 'Bureauet for Afvist Litteratur'. Forfattere, der har fået afslag på manuskripter, bliver hevet i studiet og... jeg er ikke helt inde i, hvad der præcist kommer til at ske, men snakken og sikkert højtlæsning af tekster... uanset hvad, så bliver det sikkert dybt interessant.

Jeg kom bare til at tænke på, om man (jeg) godt kan kalde sig forfatter, hvis man (endnu) ikke er udgivet?

Det er ikke fordi, jeg ikke har prøvet. I efteråret sendte jeg et manuskript til Rosinante. Og for mere end 10 år siden sendte jeg et til Borgen. Ikke en enorm indsats, men drømmen har altid været der. Og lever stadig.
Lige for tiden bliver der dog ikke skrevet så meget fiktion. Der bliver skrevet artikler. Så for at motivere mig selv, har jeg købt den s e j e s t e moleskine (det kan ikke være anderledes - brands does matter, også for wannabe forfattere) notesbog ever! Med Star Wars.

Håber det kan få ordene til at flyde på den rigtige måde. At 'the force will be with me'.

Idéerne er der jo...

Ramt

Det rammer mig pludseligt. Som for 15 minutter siden, da jeg stod i mit køkken. Behovet for at tale med min mormor... og så den grusomme erkendelse af, at det kommer jeg aldrig. mere. til.

Måtte sætte mig på gulvet i svimmel sorg.

Moderne nomade

Siden jeg flyttede til Berlin d. 29. januar i år, har jeg fløjet 20 gange.
...
...
...
Det dælme meget fløjeri.

Jeg har taget toget en enkelt gang - men det tager over 7 timer, så det er kun, når jeg ikke skal nå noget, at jeg tager den tur - det koster alligevel nogenlunde det samme.

Alligevel... gennemsnitlig billetpris på 400 x 20...

Nej. Nejnejnej, har faktisk ikke lyst til at lave det regnestykke. 

Jeg har heller ikke lyst til at tænke på, hvor meget jeg forurener. Men jeg bliver ikke fornærmet, hvis du kalder mig miljøsvin. For det er jo det, jeg er...

I det mindste har jeg ikke nogle flyveture planlagt den næste lange tid. Bliver også så træt af alt det ventetid. Den her Truth Facts er meget sand.

En af mine veninder kalder mig en jetset nomade. Det lyder jo meget swag. Jeg kan se frem til en knap så jetsettet pendlertilværelse til efteråret, når Aarhus og studiet igen kalder. Glæd jer til futtogsbilleder. Indtil da har jeg 'semigjegsidderietfly'-billeder coming out of my yin-yang... And there was much rejoicing.

Tysk reklame

Jeg har for længst købt mig en cykel i Berlin. Den er tårnhøj og superhurtig, og jeg drøner rundt i gaderne og nyder det lækre indlands-klima, samt at jeg slipper for offentlig transport. Den er også hamrende usympatisk, for jeg købte den på loppemarked for 60 €, a.k.a. brandvarm hælervare. But what's a girl to do?

Med guilty cykel er det som regel kun, når jeg skal til lufthavnen, at jeg frekventerer stationerne i den tyske hovedstad. På langt de fleste stationer har de automater med snacks, drikkevarer og lignende. På siden af disse syndige bokse er der reklamer for dit-og-dat, og jeg har længe grint af denne fantastiske reklame: maybe baby - for en graviditetstest, naturligvis. Der er simpelthen en tysk reklamefyr/-inde, som har tænkt hårdt og længe for at komme op med den smarte ordlyd. Bravo. Virkelig.

Hvad fanden ser man så, lige ved siden af bifi og capri-sonne? En lille 24-hour available graviditetstest. Er det virkelig sådan noget, man køber i en trækautomat? Kan det ikke vente til apoteket (og de ligger med fem meters afstand i Berlin - I am NOT kidding you; de pille-poppende germanere elsker deres helse-urte-sager) åbner? Hvad har du alligevel tænkt dig at gøre, hvis du er baby-positiv kl. 02 en lørdag nat - hmmm?

Jeg kan bedre forstå nr. 36: Billy Boy kondomerne  - no excuse for ubeskyttet sex, kiddos! Bare provo at de ligefrem er nabo til 'oh fucking fuck, der er to streger!!!'-aggregatet.

Anmeldelse: En filmisk aften

I en alder af 31 er Gustavo Dudamel noget af en dirigent-sensation. Siden 1999 (ja, han var stadig teenager) har han været musikalsk overhoved for Venezuelas Simón Bolívar Ungdomsorkester. Han er siden vokset op til at vinde en mængde priser og er nu også chefdirigent for Gøteborgs Symfoniorkester (til i år, that is) samt Los Angeles Filharmonikerne. Han gæstedirigerer over hele verden, og i disse dage har han spredt sit stjernestøv over Berlin Filharmonien. Og nu kan jeg virkelig sige: "ja - det er ikke bare hype, varm luft og trut i røv". Den her fyr forstår musik. 

Meningsfuld musik

Maurice Ravels symfoniske værk i fem dele Ma mère l'Oye er en vanskelig størrelse at starte ud med. Fra de delikate første toner af Pavane de la Belle au bois dormant har orkestret nogle (godt nok minimale) vanskeligheder med at finde hinanden - men alt bliver tilgivet: melodierne, der ubesværet fletter sig ind og ud mellem hinanden, er krystalklare, alt er gennemsigtigt lækkert; som dugdråbedækket spindelvæv der glimter i en rosenrød morgen. Jeg kunne godt have frygtet, at Dudamel ville have været kvalmende romantisk og et overflødighedshorn af pondus efter at have set og hørt nogle youtube-klip med hans Mambo og West Side Story, begge af Bernstein - i de stykker fungerer det, men i tilfældet Ravel? Non. Men mine bekymringer blev gjort til skamme. Han styrede det hengivne orkester følsomt og bestemt - og imponerende! - uden noder. Finalen Le Jardin féerique gav mig omgående gåsehud og frydskuldegysninger. Da Dudamel sænkede sine arme, hviskede den tyske kritiker til min venstre side et næsten uhørligt 'wow'. Jeg istemte. Ravels musikalske eventyr har måske aldrig givet mere mening.

Gyldent violinværk 

Dudamel er en lille mand. Stående på podiet er han på højde med aftenens solist: den græske violinist Daniel Stabrawa, som viser sig at være en imponerende virtuos. Han spiller Erich Wolfgang Korngolds Violin Koncert op. 35 med overlegen glæde og overskud. Romantiske Korngold oplever heldigvis en renæssance, og den landflygtige film-Hollywood-technicolor-komponist (som i Robin Hood med en farvestrålende, gamacheklædt Erryl Flynn) har et særligt godt greb om enkelt storladne værker med rørende og medrivende melodier. Dudamel undgår en klæbet sødsuppe af romantiske klicheer og serverer i stedet en frisk og let omgang musik, der ikke drukner i messinggrød, men hvor balancen mellem de forskellige grupper er perfekt, og giver plads til de mange små solostykker fra rundt om i orkestret. Særligt Strabrawa og koncertmesterens duetter er betagende smukke. 

Lige på og hård finale

Husker du den sorte monolit i begyndelsen af Rumrejsen år 2001? Så husker du nok også musikken: Also Sprach Zarathustra af Richard Strauss. Dudamel har klargjort de store kanoner: kontrabasser, tubaer og orgel. De bruser og brager i et kæmpe crescendo, og man bliver helt blæst tilbage i sædet af den kæmpe lydbølge, det endeligt samlede orkester kaster mod én. Berusende! Igen er Dudamel fri for noder, og han danser og drejer løs, mens han dirigerer dette tyske sen-romantiske værk med løssluppen energi; orkestret følger hans mindste vink, hvor usynlige nogle af dem end må synes for os udenforstående. Han slutter herligheden af med nærmest provokerende længe at undlade at sænke sine arme, og det velopdragne tyske publikum ved nok, at man ikke klapper før maestro er helt færdig - og på den måde oplever vi også musikken i stilheden. Stort.

Dudamel er en vidunderlig historiefortæller. Han ved, hvordan han skal bruge sine midler og undlader at bruge billige effekter, og så har han en smittende energi som springer fra musiker til musiker og videre til publikum. 

Tip: Selv om du ikke var i Berlin, så har Berlin Filharmonikerne en dejlig hjemmeside, hvor de både sender direkte fra deres "digitale" koncertsal og også sørger for at lægge koncertvideoer op på deres youtube - jeg håber virkelig, at Dudamels filmiske fortælleraften er en af dem, der kommer ud på nettet til glædelig gensyn.