I en alder af 31 er Gustavo Dudamel noget af en dirigent-sensation. Siden 1999 (ja, han var stadig teenager) har han været musikalsk overhoved for Venezuelas Simón Bolívar Ungdomsorkester. Han er siden vokset op til at vinde en mængde priser og er nu også chefdirigent for Gøteborgs Symfoniorkester (til i år, that is) samt Los Angeles Filharmonikerne. Han gæstedirigerer over hele verden, og i disse dage har han spredt sit stjernestøv over Berlin Filharmonien. Og nu kan jeg virkelig sige: "ja - det er ikke bare hype, varm luft og trut i røv". Den her fyr forstår musik.
Meningsfuld musik
Maurice Ravels symfoniske værk i fem dele Ma mère l'Oye er en vanskelig størrelse at starte ud med. Fra de delikate første toner af Pavane de la Belle au bois dormant har orkestret nogle (godt nok minimale) vanskeligheder med at finde hinanden - men alt bliver tilgivet: melodierne, der ubesværet fletter sig ind og ud mellem hinanden, er krystalklare, alt er gennemsigtigt lækkert; som dugdråbedækket spindelvæv der glimter i en rosenrød morgen. Jeg kunne godt have frygtet, at Dudamel ville have været kvalmende romantisk og et overflødighedshorn af pondus efter at have set og hørt nogle youtube-klip med hans Mambo og West Side Story, begge af Bernstein - i de stykker fungerer det, men i tilfældet Ravel? Non. Men mine bekymringer blev gjort til skamme. Han styrede det hengivne orkester følsomt og bestemt - og imponerende! - uden noder. Finalen Le Jardin féerique gav mig omgående gåsehud og frydskuldegysninger. Da Dudamel sænkede sine arme, hviskede den tyske kritiker til min venstre side et næsten uhørligt 'wow'. Jeg istemte. Ravels musikalske eventyr har måske aldrig givet mere mening.
Gyldent violinværk
Dudamel er en lille mand. Stående på podiet er han på højde med aftenens solist: den græske violinist Daniel Stabrawa, som viser sig at være en imponerende virtuos. Han spiller Erich Wolfgang Korngolds Violin Koncert op. 35 med overlegen glæde og overskud. Romantiske Korngold oplever heldigvis en renæssance, og den landflygtige film-Hollywood-technicolor-komponist (som i Robin Hood med en farvestrålende, gamacheklædt Erryl Flynn) har et særligt godt greb om enkelt storladne værker med rørende og medrivende melodier. Dudamel undgår en klæbet sødsuppe af romantiske klicheer og serverer i stedet en frisk og let omgang musik, der ikke drukner i messinggrød, men hvor balancen mellem de forskellige grupper er perfekt, og giver plads til de mange små solostykker fra rundt om i orkestret. Særligt Strabrawa og koncertmesterens duetter er betagende smukke.
Lige på og hård finale
Husker du den sorte monolit i begyndelsen af Rumrejsen år 2001? Så husker du nok også musikken: Also Sprach Zarathustra af Richard Strauss. Dudamel har klargjort de store kanoner: kontrabasser, tubaer og orgel. De bruser og brager i et kæmpe crescendo, og man bliver helt blæst tilbage i sædet af den kæmpe lydbølge, det endeligt samlede orkester kaster mod én. Berusende! Igen er Dudamel fri for noder, og han danser og drejer løs, mens han dirigerer dette tyske sen-romantiske værk med løssluppen energi; orkestret følger hans mindste vink, hvor usynlige nogle af dem end må synes for os udenforstående. Han slutter herligheden af med nærmest provokerende længe at undlade at sænke sine arme, og det velopdragne tyske publikum ved nok, at man ikke klapper før maestro er helt færdig - og på den måde oplever vi også musikken i stilheden. Stort.
Dudamel er en vidunderlig historiefortæller. Han ved, hvordan han skal bruge sine midler og undlader at bruge billige effekter, og så har han en smittende energi som springer fra musiker til musiker og videre til publikum.
Tip: Selv om du ikke var i Berlin, så har Berlin Filharmonikerne en dejlig hjemmeside, hvor de både sender direkte fra deres "digitale" koncertsal og også sørger for at lægge koncertvideoer op på deres youtube - jeg håber virkelig, at Dudamels filmiske fortælleraften er en af dem, der kommer ud på nettet til glædelig gensyn.
No comments:
Post a Comment