Ærgrer mig over...

... at der er så mange chokoladeovertrukne rosiner i bridgeblandingerne. Jeg kan ikke lide rosiner. Og bliver lidt sur på chokolade over, at den sådan fraterniserer med fjenden. Æv.
Jamen, bridgeblandinger er ellers ret geniale, ikk? Men synes jeg bliver taget ved en vis legemsdel, når jeg kan smide halvdelen af posen ud. (Hvilket jeg så ikke gør, for J kan godt lide dem. Men han spiser også af min halvdel!!! Så jeg pludselig kun får en kvart pose. Hyl!)

Hvad, synes du, det er lang tid siden, jeg har skrevet et blogindlæg? Synes du også, det er et lamt blogindlæg? Ja til begge. Jeg er syg - og rastløs.

Føler I jer specielle nu?

københavner dokumenterne

Søde skønskøre Karen Sofie er jeg rigtig glad for at kende. Hun elsker kaffe, har dejlig humor og masser af kreativ energi - og så er jeg så heldig, at vi går på samme semester på Journalisthøjskolen, når den pludselig kalder igen her til september. Fordi jeg er blevet forsinket på studiet i betonbunkeren, så kender jeg ikke så mange af de studerende - men når jeg kender en som hende, så er det lige meget.
Hun skriver den fineste blog, som hun fylder med gode billeder af byliv i (primært) Berlin og København. Lige nu er hun dog på togrejse i Europa (åhr! Misundelig), så hun har fundet nogle skønne gæstebloggere: Petra Kleis, Oh you pretty things og Tambourine Sam. Og så mig! Sikke et fint selskab at komme i.

Indlægget kan læses her.

Lige nu: overspringshandler i stedet for at arbejde. I morgen flytter jeg for alvor ind hos Den Store Kærlighed. Har mindre krise over at skulle bo på Frederiksberg, for det er jo ikke rigtigt København... Men det er mest pjat. For jeg tror sjældent, jeg har været så lykkelig i mit liv.

Kys

Hjem

Min tid i Berlin er slut.

I tirsdags stod jeg atter på dansk jord. Jeg har kun en enkelt uge i august, hvor jeg skal pakke mine sidste sager og tage afsked med den tyske metropol.
Jeg forstår ikke, hvordan tiden kan gå så hurtigt...

Og så er jeg jo kommet "hjem" - til et nyt postnummer. Fra 1350 til 1852.
Det gør mig ret lykkelig.

Bill Murray-licious

Sygdom + 172 deadlines + pludselig-flad-cykel=skifte-dæk-men-hvor? + rejsestress + etc + toomuchinformation har ødelagt alle planer om sjove/dybe/noget blogindlæg (arhhh hvad), så i stedet promoverer jeg lige en sag, der ligger tæt på hjerte.
For jeg elsker Steve Zissue, Peter Venkman, Raleigh St. Clair og Bob Harris.
Så gå da lige ind og like. For du har det sikkert på samme måde...

Så kan jeg lære det!

I går nat, da jeg (endnu engang) havde svært ved at sove, fik jeg tænkt lidt på denne blog og havde nogle fin-fine idéer til indlæg. Ork, jeg ville skrive hele tre på en gang og planlægge det lidt, skabe lidt liv og aktivitet. Manner, følte jeg havde lidt mere overskud - endelig! - på trods af permanent søvnighed, stress og savn.
"Well, that's what you think," synes nemesis at fortælle mig. For jeg er blevet syg.

Så her ligger jeg efter at have slæbt mig selv på arbejde til vigtigt redaktionsmøde - skælvende, svedende og lettere bleg. De andre kiggede usikkert på mig og rykkede lidt væk, for ikke at blive *gys* smittet.
Så her ligger jeg - med chokolade, ingefærsodavand og selvmedlidenhed.
Nå. Wah wah. Jeg vil udnytte tiden - og sove.

Tchüs.

Hovsa

Kom lige til at købe flybilletter.
Hjem til kærligheden.
- og til sprudlende venindestolthed, når Denise (baben til venstre) skal synge i Tivolis Koncertsal.
Det må jeg ikke misse.

Punkter

• Regnen siler ned. 
• Altandøren står åben, så jeg kan høre og dufte den allersidste forårsregn. 
• Aftenens soundtrack er leveret af Scott Walker. 
• Min redaktør er irriteret, fordi jeg har misforstået hende. 
• Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre uden skype. Græde?  
• Nyder kirsebær og andre gode sommerspiser. 
• Læser som en gal for tiden. En træt galning. 
• Berlin har været min hjemby i 4 måneder og 2 dage. 
• Jeg glæder mig til atter at bo i København igen. Tæller dagene med en blanding af berlinermismod og glædesbobler. 
• Klaveret bliver brugt til at spille Amelie-musik på, mens tankerne flyver mod fremtiden.
• Jeg tror, jeg elsker og er elsket mere end nogen nogensinde før... 
• ...og jeg er lidt beklemt ved at sige (skrive) det højt. 

Ny yndlingshjemmeside?

Det tror jeg nok!
Vi ses på den anden side af iskaffevejret. Får nemlig også berlinerbesøg af yndlingsmenneske plus yndlingsminimenneske fra i morgen aften, så jeg forsvinder lige fra www.

Auf Wiedersehen.

En faux pas

Det er ikke nogen hemmelighed. Alligevel er det ikke altid noget, jeg skilter med - det dér med, at jeg lider af en spiseforstyrrelse. Jeg har ellers været meget åben omkring det, som man kan (nøgen)se her og læse om her.

Jeg har tabt mig 25 kg, og det fordi, jeg har sørget for at spise fornuftigt og ændre mine dårlige mønstre. Jeg spiser stadig chokolade, is og chips, drikker mig i hegnet og laver pariser toast med det hvideste hvedebrød og det fedeste smelteost. Hurra. For jeg spiser jo mere grønt, frugt, fuldkorn og andre lækkerier. Og så spiser jeg meget mere mådeholdent end tidligere, og følelserne omkring madindtaget er helt, helt ændret. Så kiloene er listet væk.

Men der er noget, jeg stadig skjuler - men det skal være slut med hemmeligheder. Ligesom jeg står ved, at jeg elsker Green Day og har gjort det siden mine tidlige teen-år, (og nøj hvor kan det være en guilty pleasure blandt nogle af de (skønne og elskelige) musiksnobber, jeg omgås), så må jeg stå ved at: jeg er vild med McDondalds. Mærkeligt, jeg ved jo godt, det ikke har noget med mad at gøre. Tør ikke tænke det hverken moralsk eller etisk helt til ende. Jeg ville aldrig med vidende spise buræg, men når det kommer til 'gylden måge-mad', så lukker jeg øjnene, for jeg elskerelsker en quarterpounder, og jeg vil have fritter med pommes frites sauce til og en halv liter cola zero.
Det er jo noget bras, men det er ikke noget, jeg gør hverken dagligt, ugentligt eller månedligt - det kommer bare ind i mellem, og ikke kun når tømmermændene "retfærdiggør" det.

Mit problem er faktisk, at jeg altid gør det alene - fordi jeg skammer mig. Og det med at spise i dølgsmål er rent spiseforstyrrelsesbarn. Hvilket gør det meget mere usundt for mig, end det i sig selv er at spise junkfood.

Så slut med skammen. Frem i lyset med hemmelige vaner.

Hvornår er man forfatter?

En af mine venner skal til at lave et radioprogram på Radio24syv, som hedder 'Bureauet for Afvist Litteratur'. Forfattere, der har fået afslag på manuskripter, bliver hevet i studiet og... jeg er ikke helt inde i, hvad der præcist kommer til at ske, men snakken og sikkert højtlæsning af tekster... uanset hvad, så bliver det sikkert dybt interessant.

Jeg kom bare til at tænke på, om man (jeg) godt kan kalde sig forfatter, hvis man (endnu) ikke er udgivet?

Det er ikke fordi, jeg ikke har prøvet. I efteråret sendte jeg et manuskript til Rosinante. Og for mere end 10 år siden sendte jeg et til Borgen. Ikke en enorm indsats, men drømmen har altid været der. Og lever stadig.
Lige for tiden bliver der dog ikke skrevet så meget fiktion. Der bliver skrevet artikler. Så for at motivere mig selv, har jeg købt den s e j e s t e moleskine (det kan ikke være anderledes - brands does matter, også for wannabe forfattere) notesbog ever! Med Star Wars.

Håber det kan få ordene til at flyde på den rigtige måde. At 'the force will be with me'.

Idéerne er der jo...

Ramt

Det rammer mig pludseligt. Som for 15 minutter siden, da jeg stod i mit køkken. Behovet for at tale med min mormor... og så den grusomme erkendelse af, at det kommer jeg aldrig. mere. til.

Måtte sætte mig på gulvet i svimmel sorg.

Moderne nomade

Siden jeg flyttede til Berlin d. 29. januar i år, har jeg fløjet 20 gange.
...
...
...
Det dælme meget fløjeri.

Jeg har taget toget en enkelt gang - men det tager over 7 timer, så det er kun, når jeg ikke skal nå noget, at jeg tager den tur - det koster alligevel nogenlunde det samme.

Alligevel... gennemsnitlig billetpris på 400 x 20...

Nej. Nejnejnej, har faktisk ikke lyst til at lave det regnestykke. 

Jeg har heller ikke lyst til at tænke på, hvor meget jeg forurener. Men jeg bliver ikke fornærmet, hvis du kalder mig miljøsvin. For det er jo det, jeg er...

I det mindste har jeg ikke nogle flyveture planlagt den næste lange tid. Bliver også så træt af alt det ventetid. Den her Truth Facts er meget sand.

En af mine veninder kalder mig en jetset nomade. Det lyder jo meget swag. Jeg kan se frem til en knap så jetsettet pendlertilværelse til efteråret, når Aarhus og studiet igen kalder. Glæd jer til futtogsbilleder. Indtil da har jeg 'semigjegsidderietfly'-billeder coming out of my yin-yang... And there was much rejoicing.

Tysk reklame

Jeg har for længst købt mig en cykel i Berlin. Den er tårnhøj og superhurtig, og jeg drøner rundt i gaderne og nyder det lækre indlands-klima, samt at jeg slipper for offentlig transport. Den er også hamrende usympatisk, for jeg købte den på loppemarked for 60 €, a.k.a. brandvarm hælervare. But what's a girl to do?

Med guilty cykel er det som regel kun, når jeg skal til lufthavnen, at jeg frekventerer stationerne i den tyske hovedstad. På langt de fleste stationer har de automater med snacks, drikkevarer og lignende. På siden af disse syndige bokse er der reklamer for dit-og-dat, og jeg har længe grint af denne fantastiske reklame: maybe baby - for en graviditetstest, naturligvis. Der er simpelthen en tysk reklamefyr/-inde, som har tænkt hårdt og længe for at komme op med den smarte ordlyd. Bravo. Virkelig.

Hvad fanden ser man så, lige ved siden af bifi og capri-sonne? En lille 24-hour available graviditetstest. Er det virkelig sådan noget, man køber i en trækautomat? Kan det ikke vente til apoteket (og de ligger med fem meters afstand i Berlin - I am NOT kidding you; de pille-poppende germanere elsker deres helse-urte-sager) åbner? Hvad har du alligevel tænkt dig at gøre, hvis du er baby-positiv kl. 02 en lørdag nat - hmmm?

Jeg kan bedre forstå nr. 36: Billy Boy kondomerne  - no excuse for ubeskyttet sex, kiddos! Bare provo at de ligefrem er nabo til 'oh fucking fuck, der er to streger!!!'-aggregatet.

Anmeldelse: En filmisk aften

I en alder af 31 er Gustavo Dudamel noget af en dirigent-sensation. Siden 1999 (ja, han var stadig teenager) har han været musikalsk overhoved for Venezuelas Simón Bolívar Ungdomsorkester. Han er siden vokset op til at vinde en mængde priser og er nu også chefdirigent for Gøteborgs Symfoniorkester (til i år, that is) samt Los Angeles Filharmonikerne. Han gæstedirigerer over hele verden, og i disse dage har han spredt sit stjernestøv over Berlin Filharmonien. Og nu kan jeg virkelig sige: "ja - det er ikke bare hype, varm luft og trut i røv". Den her fyr forstår musik. 

Meningsfuld musik

Maurice Ravels symfoniske værk i fem dele Ma mère l'Oye er en vanskelig størrelse at starte ud med. Fra de delikate første toner af Pavane de la Belle au bois dormant har orkestret nogle (godt nok minimale) vanskeligheder med at finde hinanden - men alt bliver tilgivet: melodierne, der ubesværet fletter sig ind og ud mellem hinanden, er krystalklare, alt er gennemsigtigt lækkert; som dugdråbedækket spindelvæv der glimter i en rosenrød morgen. Jeg kunne godt have frygtet, at Dudamel ville have været kvalmende romantisk og et overflødighedshorn af pondus efter at have set og hørt nogle youtube-klip med hans Mambo og West Side Story, begge af Bernstein - i de stykker fungerer det, men i tilfældet Ravel? Non. Men mine bekymringer blev gjort til skamme. Han styrede det hengivne orkester følsomt og bestemt - og imponerende! - uden noder. Finalen Le Jardin féerique gav mig omgående gåsehud og frydskuldegysninger. Da Dudamel sænkede sine arme, hviskede den tyske kritiker til min venstre side et næsten uhørligt 'wow'. Jeg istemte. Ravels musikalske eventyr har måske aldrig givet mere mening.

Gyldent violinværk 

Dudamel er en lille mand. Stående på podiet er han på højde med aftenens solist: den græske violinist Daniel Stabrawa, som viser sig at være en imponerende virtuos. Han spiller Erich Wolfgang Korngolds Violin Koncert op. 35 med overlegen glæde og overskud. Romantiske Korngold oplever heldigvis en renæssance, og den landflygtige film-Hollywood-technicolor-komponist (som i Robin Hood med en farvestrålende, gamacheklædt Erryl Flynn) har et særligt godt greb om enkelt storladne værker med rørende og medrivende melodier. Dudamel undgår en klæbet sødsuppe af romantiske klicheer og serverer i stedet en frisk og let omgang musik, der ikke drukner i messinggrød, men hvor balancen mellem de forskellige grupper er perfekt, og giver plads til de mange små solostykker fra rundt om i orkestret. Særligt Strabrawa og koncertmesterens duetter er betagende smukke. 

Lige på og hård finale

Husker du den sorte monolit i begyndelsen af Rumrejsen år 2001? Så husker du nok også musikken: Also Sprach Zarathustra af Richard Strauss. Dudamel har klargjort de store kanoner: kontrabasser, tubaer og orgel. De bruser og brager i et kæmpe crescendo, og man bliver helt blæst tilbage i sædet af den kæmpe lydbølge, det endeligt samlede orkester kaster mod én. Berusende! Igen er Dudamel fri for noder, og han danser og drejer løs, mens han dirigerer dette tyske sen-romantiske værk med løssluppen energi; orkestret følger hans mindste vink, hvor usynlige nogle af dem end må synes for os udenforstående. Han slutter herligheden af med nærmest provokerende længe at undlade at sænke sine arme, og det velopdragne tyske publikum ved nok, at man ikke klapper før maestro er helt færdig - og på den måde oplever vi også musikken i stilheden. Stort.

Dudamel er en vidunderlig historiefortæller. Han ved, hvordan han skal bruge sine midler og undlader at bruge billige effekter, og så har han en smittende energi som springer fra musiker til musiker og videre til publikum. 

Tip: Selv om du ikke var i Berlin, så har Berlin Filharmonikerne en dejlig hjemmeside, hvor de både sender direkte fra deres "digitale" koncertsal og også sørger for at lægge koncertvideoer op på deres youtube - jeg håber virkelig, at Dudamels filmiske fortælleraften er en af dem, der kommer ud på nettet til glædelig gensyn. 

Idealisten er knækket

Så gik den ikke længere. Jeg har trukket journalistkortet.
Jeg har nemlig været for sløv til få fingeren ud her i Berlin. Derfor gik det i går op for mig, at de tre koncerter i Berlins Philharmoni med den geniale dirigent Gustavo Dudamel er udsolgt. Argh - hvad gør man?

Man spørger sin redaktør, om man må skrive til philharmonikernes presseafdelingen og få en gratis billet på vegne af magasinet, gør man.

Fik grønt lys. Skrev høflig mail. Fik svar i dag.
Ja da til billet. Hvis jeg altså skrev en anmeldelse.

Bum bum. Det gør vi jo ikke så meget hos os. Det skulle mere være sådan en generel anbefaling. Så jeg tænkte, 'nåmen, jeg kan jo skrive en anmeldelse på min blog. På dansk.'

Den købte de.
Så fremover vil denne blog også lægge ryg til anmeldelser - af musik, film, udstillinger af diverse arter og hvad jeg nu ellers gør mig i.

"Hellere det end de der evindelige 'åhjegsavnerminkæreste'-indlæg. Jeg brækker mig!"
"..."
"Nå?!"
"...jamen, det gør jeg jo..."
"Aaaaargh!"

Undskyld. Skal nok prøve at lade være. Men hvad hjertet af fuldt af...

I sengen

Jeg har to dyner i min seng. Ikke fordi jeg fryser om natten. Men når klokken nærmer sig 04.17 (og det hver nat - er det mon ulvetimen, der forstyrrer min søvn?) griber jeg i halvsøvne ud efter min lune bjørn; blot for at opdage, at jeg er i Berlin og han på Frederiksberg.
Så er det, at jeg omfavner min ekstradyne - som han sov med, da han var her. Det er slet, slet ikke det samme. Men det hjælper alligevel lidt at putte-snuse ind til den og drømme mig væk til lune arme i en vindblæst taglejlighed længere nordpå...

Fatter det virkelig ikke...

Kan virkelig, virkelig ikke sætte mig ind hovedet på de cykelejere, der sætter deres jernhest UDEN for holderen, men fortsat I stativet. Jamen, hvis støttebenet funker, hvorfor så ikke parkere bæstet et andet sted, i stedet for i bedste fald at lamme pladsen til den venstre/højre side, i værste fald skabe lumske snubledødsjernfælder?

(Og nej, mit raseri skyldes ikke, at jeg åbenbart er den evige ejer af cykler, der notorisk er støttebensløse. Og derfor har desperat brug for cykelholderen.)

Please, enelleranden giv mig en forklaring...

Savnet

Min mor har overtaget min mormors soveværelse... men der dufter stadig af hende. Mormor. Sødt. Lidt støvet. Af kærlighed, familieanekdoter og pebermyntebolsjer.

Lukkede øjnene, lod duften omfavne mig og kunne næsten bilde mig ind, at hun stadig er her.

Behøver jeg nævne, at savnet er ekstra stort?

Mærkelighed

SPEkTR har været på mini-tour i denne uge med Lis Er Stille. Det har været så stort. Tak til de, der troppede op.

Når jeg spiller koncerter, duller jeg mig altid lidt ekstra op - torsdag og fredag krøb jeg i en ny, sort kjole; ren Mad Men-bodycon/pencildress-drøm med en udskæring halvvejs ned til navlen. Lidt rød i kinderne blev jeg over al opmærksomheden og bemærkningerne, og så alligevel - med knaldrøde læber, lak på neglene og håret sat op følte mig jeg ret hot.

Hvorfor det så egentlig er lidt sjovt, at jeg føler mig allermest fræk, når jeg piller en af hans krøllede skjorter op fra soveværelset-gulvet og tuller rundt i den en sløv lørdag for(*host*efter*host)middag... 

Kys,
Ida

Kender du det?

Jeg havde en skype-date med min skønne veninde Charlotte i sidste uge. Vi snakkede i timer, og på begge sider af computerskærmene blev der spist aftensmad, drukket kaffe og spist chokolade i blødt stearinlys-skær. Når man er expat, er det godt nok et hit med video-chat.
Charlotte anbefalede samme aften, at jeg tjekkede doku-serien 'Sex, Kaos og Bekendelser' ud.
Desværre er det sådan i Tyskland, at man ikke kan se DR NU (jeg kan heldigvis godt se DR Bonanza, så gæt hvem der har set 'Buster' og 'Nanna'...)
Jeg er i Danmark i disse dage, spiller koncerter med bandet og i aften gælder det Pumpehuset. Men efter at have afleveret dagens artikel, og siden min elskede er på arbejde, så har jeg kunne slappe gevaldigt af i sengen. Så derfor - computer, is og dyner samt alle foreløbige afsnit af dame-dialogerne. (Pånær afsnit 1 - hvor er det henne, DR?)
Blandt de medvirkende fem kvinder, der gennem 100 dage har filmet dem selv, er Maise Njor, hvis bøger jeg altid har slugt. Det er rørende og ærligt at se hende flæbe, når det er eksmandens tur til at have deres tre tøser. Hendes tanker omkring det at møde den ultimative kærlighed - for når nu eksen er den store kærlighed, den man har fået børn med, så må det jo trumfes - eller ender man så bare med at være alene?
Så er der Amira, der er mor til tvillingepiger og på barsel på 15. måned, og derfor er hun (forståeligt) nok ved at blive sindssyg. Hun indrømmer på et tidspunkt, da hun under en ferie i Thailand er oppe at svæveflyve, at hvis hun nu styrtede ned og døde - så ville hun jo få fred... og det ville måske være meget rart.
Og Frida, som er single og knalder løs, mens hun efter en byaften, hvor hun ender hjemme alene, har radioen tændt for ikke at føle sig alene. At hun har en kæmpe angst for ensomheden, snøfter hun gennem fulde-tårerne.

Nå, summa summarum - der er så mange ting, jeg kan genkende, (også nogle jeg ikke kan), og det i sig selv giver i hvert fald mig en slags tryghed og fællesskabsfølelse. Alligevel er det næsten federe at opleve to, i hvis sko jeg måske selv snart står i, eller som jeg på en måde allerede er en del af. Udsigten til at blive mor... den er lige pludselig meget present. Det piller ved en indre angst - tænk hvis det ikke er lykken at få børn?
Og Maises ulykkelige situation. Jeg har selv et skilsmissebarn tæt på livet; det fylder meget i min og min kærestes forhold... jeg ved, at også han føler en kæmpe sorg, når knægten er hos eks'en. Men hvis han og jeg nu får børn... og det ikke holder...

Nå... mange tanker. Jeg anbefaler den varmt, det er virkelig hudløst tv. Mere af den slags, tak!

Kys,
Ida

01.45

To lande. To hovedstæder. To soveværelser.
To mennesker der vågner i hver deres seng.
Som den ene skal til at række ud efter telefonen, lyser den lydløst op i mørket.
Det er den anden, der ringer.
Vækket af den samme tanke. På samme tid. Kl. 01.45

To mennesker. En sjæl.

Typisk

"Nå, hvordan er det så at bo i Berlin?"

Jeg tror, det er det spørgsmål, jeg har fået stillet flest gange i de sidste knap tre måneder.
Jeg forstår det så godt - spørgsmålet. Jeg er jo for hulan flyttet til et fremmed land, en ny hovedstad.
Hver gang må jeg trække det skæve smil op ad skuffen og sige: "Jeg ved det ikke helt."
Og forklare. Noget med bandet - som jeg har spillet en masse koncerter med. Og øvet. Jeg skal forresten også spille tre koncerter i næste uge. (Det er jo fantastisk. Hurra!)
Noget med mormor. Og sygdommen. Plus begravelsen.

Men faktisk. Så er det jo rigtig meget noget med det dér hjerte, ik? Som lige pludselig banker på en hel ny måde, for et helt andet menneske - et andet menneske, som fuldender mig, så jeg føler mig halv, som en skygge, hvis ikke jeg som et andet batteri kan lade op ved hans side hver nat. Telefonsamtaler og sms'er, der får min telefonregning til at bløde med røde tal, det er bare ikke det samme. Så derfor har jeg, hver gang jeg har været i Danmark, forlænget dagene før og efter koncerter, øvere, andre forpligtelser - så jeg har kunnet ligge i hans favn. I stedet for at fare fluks retur til Berlin for at opdage, opleve, mens jeg endnu er her, vride alt ud af Berlin, mens muligheden ligger lige for mine fødder.

Det er så skørt. I flere år har jeg talt om, at jeg ville til Berlin. Hvor fedt det skulle være - og jeg tænkte for mig selv, at jeg da også skulle ned og have det sjove single-liv, og måske ende single-tilværelsen med en skøn berliner-fyr. Elsker jo Berlin, så hvorfor ikke bliver her altid?

Savnet fylder mig med apati. Så derfor føler jeg, at mine dage i Berlin bliver brugt på arbejde - og savn. Men arbejdet fylder også rigtigt meget - så meget, at jeg har siddet foran computeren hele påsken. (Når jeg da ikke lige har grovædt mig gennem teaterkantinernes madudvalg; jo, det er sjove ting, jeg arbejder med.)
Men hey - det lyder så trist. Jeg er lykkelig. Meget endda. Savnet er bittersødt, men holddaop, hvor er jeg vild med at være så forelsket og elsket. Det er rakkerlivet værd, de store bidder i budgettet, og det at Berlin mangler at blive udforsket. Jeg får stadig sus i maven over at bo her. Og for mig er savnet bare en understregning af, hvor ægte min og hans kærlighed er. Sikke en gave.

Kys,
Ida

Nogle uger senere...

En kaotisk malstrøm er ved at finde hvile. Siden jeg er flyttet til Berlin, har der ikke været et roligt øjeblik.
Min fine, lille mormor er død. Det har flået et hul af sorg dybt inde i mig, og jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Jeg fik sagt farvel; hun havde et fantastisk liv; men savnet er nyt og fremmedartet og uvelkomment.
Går også i stykker over et andet savn; mit helle og hjerte fortabt i hulen på Frederiksberg, hvor roligt-strålende øjne lindrer alt. Splittet mellem etellerandetsted at være flintrende lykkelig over Berlin, band og kærlighed, og knust over savnet af de to vigtigste mennesker i mit liv. Den ene væk for evigt, den anden bare for langt væk.

Livet er dybt uforudsigeligt - heldigvis.

Kys,
Ida

P.s. Min mormor og jeg havde den vilde ære at medvirke i fotografen Astrid Dalums fotoprojekt 'Jeg er kvinde'.
Det hjælper at se min mormor så frisk og smuk, kun et par måneder inden hun blev skrøbelig og gennemsigtig, samt at læse om hendes syn på døden.
For mit vedkommende var det blandt andet en stor, personlig sejr at medvirke. Og ja. Jeg er nøgen. Så er du advaret.

Ich bin eine Berlinerin

Ny by. Nyt arbejde. Anderledes jongleren med sprog i tale og på skrift. Nyt hjem. Nye følelser af savn. Nyt apoteksudvalg med hjælp til gammelkendte influenza-fornemmelser og ditto forkølelses-ubehag. Nyt år og ny 'sæt kryds i den her kasse'-alder. Meget mere kærlighed. Og ægthed. Mere bekymring. For mormor især.
Bare rigtig stor omvæltning på en alligevel ret udramatisk måde. Overvældet, derfor så stille. Berlin og jeg skal lige finde hinanden - men det er lykke.

Kys,
Ida

Rørt rørt

Min yndlings-blog er nok Dines. Faktisk. Griner virkelig meget med hende og ville ønske, jeg gjorde samme skarpe, spydigtsjove og (k)ærlige observationer som hende.
For en uges tid siden bad hun om "følelsesporno" fra hendes læsere - og jeg kunne ikke dy mig, boblende fuld af forelskelsesfjer, som jeg er. Jeg havde nemlig samtidig chancen for at vinde Stine Pilgaards 'Min mor siger'. Som jeg må læse. So what's not to like?
Jeg blev derfor helt ekstremt varm kakao-lun indeni, da Stine herselv udvalgte mig som en ud af otte, lad os bare kalde det, topfinalister in the race for the prize.
Grunden (and I quote):
“Jeg blev ret rørt over det her indlæg. Det er ikke fordi jeg ikke kender den følelse, hun beskriver, men der er en tillid til følelsen, der virkelig fascinerer mig. Når jeg er lykkelig er jeg også altid bange for at det forsvinder igen, du ved, lige dele angst og lykke, men det her virker så rent, så tillidsfuldt: Jeg ved, at jeg har fundet noget ægte. Gid jeg en dag kunne sige det.”

Så blev jeg lige rørt.
Tak til både Dines og Stine.

Kys,
Ida

P.s. Det fyger jo med engelske udtryk i det indlæg?! Skyldes nok Berlin og nyt arbejde. Taler (og tænker tilmed) engelsk, und ein bißchen Deutch, hele tiden.

Stjerneregn

Mit - og selvfølgelig resten af SPEkTRs - hjertebarn udkom i går: PERSONETICS. Tænk jer, om jeg ikke vågner og ser beskeden fra Manoj: "5 ud af 6 stjerner..."
De gode anmeldelser blev ved med at rulle ind resten af dagen.
Det var min "første" dag i Berlin, (som om det ikke gjorde mig jublende nok), og så samtidig at få fantastisk respons for noget, man har lagt så meget energi, tid og kræfter i?!
Det er den lækreste fornemmelse.

Glæder mig til fredag og koncert på Hovedbiblioteket. Hvilket betyder, at jeg flyver hjem til København allerede torsdag aften. What, jeg er jo lige kommet til Berlin?!
Men det bliver skønt. Der er jo én, der skal kysses og krammes lidt (meget) på i samme ombæring.

Det næste halve år bliver virvelvindshektisk, og jeg er allerede lidt rundtosset. Håber jeg kan holde en fod på jorden - men så heller ikke mere, da jeg også skal svæve lidt rundt under skyerne...

Kys,
Ida

P.s. Vores nyeste musikvideo - den er så tosset. Jeg elsker den! Den er lavet af Malthe Fischer fra nu (desværre) hedengangne Oh No Ono:

Listeplus

Mens jeg pakkede, huskede jeg på nogle nye ting - andre blev slettet. Som fx den blå espressokande, som blev skiftet ud med bodum stempleren.

...men måske jeg tager den med retur, når jeg skal hjem forbi København, band og kærlighed allerede torsdag-mandag. For den er jo fin. Og fylder ikke så meget. Og laver dejlig espresso, som jeg kan drikke med bio-milch. 

• Udover bodumkanden skulle jeg selvfølgelig have 'Bedste bedste te' med. Min Hanneskat var kørt en kæmpe omvej til Ringkøbing - bare så hun kunne give mig to poser af den kornblomst-berigede sommerhus-te i julegave. 
• Så har jeg husket noder - Debussy, Ravel, Brahms og Tiersen bl.a. Som ekstra Berlin-gave har Denise efterladt bl.a. Chopin-noder i lejligheden oven på elsklaveret. Mit hjerte, hvad mere ønsker du dig? (...) 
• Mit sovedyr. Ja, jeg er ikke for stolt til at indrømme, at jeg har en lille, blød hundeven, som jeg krammer, når jeg sover. Når nu min store, varme bjørn holder til i sin Frederiksberghule, må jeg jo have andre at holde om i de klare frostnætter og sommer-ditto. 
• Monty Pythons Flying Circus boxsættet. Ja sgu. Skal have muligheden for at storgrine - af exploding penguins, hovercrafts full of eels og fishslapping dance. 
• Garn og strikkepinde - må strikke nyt pandebånd, for jeg har en dårlig vane med at miste. Har i hvert fald mistet de to, jeg allerede har lavet. Æv. 
• Et indrammet billede af min smukke mormor. Som har det bedre og i fredags kom på genoptræningshjem. Hvor sej kan man lige være i en alder af 96?! Næsegrus beundring herfra og uendelig kærlighed. Er ked af, at hun ikke er på nettet, så jeg kunne maile hende hele tiden med små glædesudbrud. Godt der findes frimærker, flotte kort og dejlige skrivere. 

Min første dag i Berlin går på hæld.
Exberliner lader til at blive en sjov og anderledes journalistisk udfordring. 

Nu skal jeg drømme.

Kys,

Ida

Er ankommet.

Hej Berlin,

Alt er pakket ud. Sengen er redt, og jeg ligger i den. Det er ikke min seng. Og det er det så alligevel - det næste halve år.
Den føles ikke som min seng...

Tankerne myldrer rundt i hovedet, alligevel er jeg for første gang i over en uge afslappet.
Dog savner jeg. Meget.
Glæder mig heldigvis - nok lige så meget, som jeg savner.

I morgen starter jeg nyt arbejde.
Burde sove.

Kys,
Ida

Mormorord

Min mormor er nok mit vigtigste menneske. Hun og jeg har mange fantastiske historier sammen - lige siden den dramatiske dag, jeg blev født. (Den historie får I nok på et tidspunkt.)
Lige nu ligger hun på hospitalet.

Jeg er syg af bekymring. Selv om det nok skal gå. Men... den lille, smukke kvinde er 96 år.
Jeg holdt hendes hånd i går. Hun lå og sov, bedøvet af morfinens lyksalige smerteglemsel. Da hun så mig, udbrød hun: "Hvor er du smuk," inden hun af rusen og udmattelsen mumlende blev trukket ind i søvnens velsignelse igen. Ind i mellem vågnede hun op - kiggede på mig - og smilte med genkendelsens skær i sine blå øjne. Klemte min hånd lidt i søvnens blåstribede hule.
Det skar mig i hjertet bare at kigge på hendes hospitalsarmbånd. Lille mormor. Navn, nummer og kode.

For bare nogle få uger siden viste min mormor mig glædestrålende en af mine gamle skolestile, som hun havde gemt og genfundet i et anfald af rydte-op-trang.
Jeg har været ca. 13 år gammel, da jeg skrev den, (og meget dramatisk i mine fremtidstanker, som det fremgår af mine egne ord. De andres ord i stilen var min...)
Mormors ord. Via mig. Om 2. verdenskrig.
Det er altså ikke helt dumt.
Dengang havde jeg ellers ikke andet i hovedet, end at jeg ville være musiker.
Da det ikke lige har været mit lod at komme til at leve af musikken (endnu?), har det at skrive altid været en bombesikker og elsket nr. 2...
(Tænk hvis nogen allerede dengang havde nævnt journalistik? Så havde det måske ikke taget mig så længe, inden jeg turde give det en chance...)

2. Verdenskrig: Besættelsen af Danmark

På disse følgende sider har jeg nedskrevet nogle af min mormors ord. Hun fortæller om et par af de oplevelser, hun havde under krigen. Deriblandt også nogle personlige.

”Vi danske er jo meget naive, for vi vidste, vi havde en ikke-angrebstraktat med Tyskland, så almindelige mennesker troede fuldt og fast på, at vi ville forblive neutrale, ligesom under 1. verdenskrig. Så det kom virkelig som et chok, da vi bogstaveligt blev taget på sengen den 9. april 1940.

    Kongen og regeringen opfordrede folk til at tage det roligt. På en måde gjorde vi det også. Først da vi skulle have mørklægningsgardiner, gadebelysningen blev slukket og sporvognene mørkelagt, gik det op for os danskere, hvad det egentlig ville indebære. Vi blev utrygge og bange. Da vi så fik rationeringsmærker på både mad og tøj, fandt vi ud af, hvad tyskerne ville med lille Danmark. Det skulle være spisekammer.

    Vi sultede ikke. Men vi frøs forfærdeligt. 1941 og 1942 var de værste vintre i mands minde. Selv sundene frøs til. Mødrene gik i seng midt på dagen med deres små børn, for at de skulle kunne holde varmen. Med lidt held kunne man få en sæk pressede tørv. ’Elefanthømhømer’ kaldte vi dem. Der var rift om kakkelovne, for der jo hverken olie eller benzin, koks eller kul til at fyre op med og absolut intet varmt vand i hanerne. Men sammenholdet blandt folk blev bedre og bedre jo strengere man havde det. En kendte en, der vidste, hvor man kunne få lidt mel, en anden hvor man kunne få et stykke brød, og så videre og så videre. Man gemte det ikke til sig selv, men delte det med hinanden.

    Så en dag tog de jøderne. Det ville danskerne ikke finde sig i. Jøderne var danske, ligesom alle os andre. Vi, hverdagens danskere, gemte dem derfor med fare for vores egen frihed, indtil de kunne blive sendt til Sverige.

    Så en tidlig morgen besatte tyskerne politigården og tog politiet. Det var en dag, som ingen, der oplevede den, nogensinde vil glemme. Alt det politi, der ikke var på vagt, skulle advares, så de kunne skjule sig. Det gik som en løbeild gennem hele København. Langt de fleste blev reddet. Modstandsbevægelsen, som hidtil havde arbejdet i det skjulte og i det små, begyndte nu at organisere sig og danne grupper. De fik våben og sprængstof nedkastet fra England.

    En af mine egne personlige oplevelser var, da de kom og hentede min bror lige før jul. De brød ind i mine forældres hus kl. 5 om morgenen, gik op i soveværelserne på 1. sal til min mor og far, lagde maskingeværerne på sengestolpen og sagde: ”Søren Svendsen!”. Min far sagde: ”Han ligger og sover i værelset ved siden af.” Min far stod op iklædt sin natskjorte med røde kanter, iførte sig sin vest og ikke andet. Så gik min far og tyskerne ind til min lillebror, som var tilknyttet studenternes efterretning. Min mor stod også op, og sagde til tyskerne: ”De kan ikke tage min søn med, før han har fået en kop te og et stykke ristet brød.” De blev så forbløffede, at de gav ham lov. Men min bror kunne naturligvis ikke spise noget. Derefter førte de ham til Dagmarhus, derfra til Vestre fængsel, og senere til Frøslev-lejren. Den jul blev den tristeste i vores familie, for vi vidste jo ikke, hvorhenne i verden min bror var.

    I foråret 1943 blev sabotagen endelig organiseret. Det ene tog efter det andet blev afsporet. Fabrikker røg i luften, og vi frydede os. Det medførte desværre også, at mange sabotører blev taget og skudt. Men vi var stolte af dem!

    Livet gik videre. Ved festlige lejligheder, for det havde vi jo trods alt, var der ingen cognac at hælde i erstatningskaffen. I stedet tog vi højskolesangbøgerne frem og sang som aldrig før, alle de dejlige, danske sange.

    Senere kom den tid, da englænderne begyndte at bombe de tyske hovedkvarterer med videre. Det frydede vi os også over, for nu vidste vi, at det gik den rigtige vej og afslutningen på krigen var nær.

    Endelig, om aftenen den 4. maj, da vi som sædvandlig sad og lyttede til BBC, kom budskabet om, at tyskerne i Danmark havde overgivet sig, og Danmark var frit.

    Da ville jubelen ingen ende tage. Vi græd og vi lo, tændte lys i alle vinduerne og løb alle sammen ud i gaderne og sang af glæde. Alle, der oplevede den dag, vil altid mindes den som den dejligste i deres liv!”

Min mormor siger, at hun kunne have fortalt fra nu af og til næste år om 2. verdenskrig, men det bliver nok lidt for meget. Derfor har jeg kun skrevet om nogle få episoder. Efter jeg har hørt min mormor fortælle, vil jeg håbe, at selv om Nostradamus forudsagde 1. og 2. verdenskrig og påstod, at den 3. verdenskrig ville komme i slutningen af 1996 eller i 1997, så håber jeg inderligt, at han har taget fejl denne gang!

Skrevet af:

Ida Rud &
Emilie Egelund

Min mormor er en fantastisk fortæller og en guldgrube af viden og dejlige detaljer.

Kys,
Ida

Noget ægte

På toppen af Frederiksberg, under himlen og stjernerne, har jeg fundet mig en lun bjørnehule. Der er trygge arme, strålende kærlige øjne og masser af latter, højtlæsning, intellektuelle udfordringer, kulturopdagelser, fjolleri, musik, nattesamtaler, radio, rødvin og ro.

Det er mere, end jeg nogen sinde havde drømt om.  

Det er det bedste i verden. 

Søndag i næste uge flyver jeg til Berlin. I 6 måneder skal jeg være der. 

Av... midt i al glæden over det forestående eventyr. 

Det er godt, at det er forår lige om lidt, så bjørnen kan lokkes ud af sit vinterhi. Og bjørnen er jo trods alt Berlins vartegn... 

Kys,

Ida

Opdagelsesrejsende

Som en anden Marco Polo skal jeg på opdagelse, når jeg kommer til Berlin. Med tropehjelm og machete skal jeg hakke mig gennem urbanmiljøet.
Men derfor kunne det jo tænkes, at I har nogle gode råd - at I kender til stier, hemmelige huler og minislaraffenlande, som jeg ikke allerede selv er stødt på. Har fx allerede fået skattekort med x'er markeret, hvor jeg kan få tempura sushi. Er blevet opfordret til at finde Brücke-museet og (selvfølgelig!) Ramones museet. Hey ho, let's go.

Hvad findes der ellers af skjulte juveler i den neonglitrende metropol?

Kys,
Ida

Huskeliste

Berlin venter.

Jeg er lige så stille gået i liste-skrible-tilstand. Hvad kan jeg mon ikke undvære mine seks måneder i Berlin?

Det kan ikke blive til meget, for jeg har købt ”kuffertbilletter”. To stk. må jeg tage med. Færdig bum.

Uundværligheder:

• Dyne. (Jeg kan ikke leve uden min egen dyne – der er ikke noget at stille op. Den skal med.)
• Dynebetræk. Men det med ulv og så Bjørn Wiinblad. En ulv skal jeg have med. Som minimum en. Overvejer også en af legetøjsfigurerne eller kanvastasken. Ulve er mine venner. De beskytter mig mod grimme drømme. Selv om jeg da håber, der ikke kommer nogle tyske mar-träume. (Eller hvad det hedder.)
• Espresso-kanden. Den med blå himmel og skyer. Der skal drikkes meget kaffe på altanen. Kigges meget på himlen og træerne med kop i hænderne…
• Kopper. Til kaffen. Og teen. Ja, jeg kunne købe sådan nogen dernede. Men jeg har jo lige købt en Ida fra Lønneberg-kop. Mere meta bliver det ikke. Så skal jeg jo huske at have Charlottes lille My-mumikoppen med. Og nogle af de andre. Fordi. Der skal være kopper til dem, der kommer og besøger mig. Men skal nok begrænse mig. 
• Fyrfads-rød-sjippetovspige-stagen.
• Vejene. Af Jack Kerouac. Fordi man ikke kan rejse til udlandet og bo, uden at have yndlingsbogen med. 
• Star Wars. Trilogien. Fordi man ikke kan rejse til udlandet og bo, uden at have yndlingsfilmene med.
• Mac the Knife. Min trofaste mac, der hoster lidt og gerne må være glad og overleve, også længe efter mit tyske forår+sommer er falmet. Jeg skal jo skrive. Også privat. Og skype. Meget. Med mange. Men mest med en.
• Mit hokusai-billede.

Ellers er det mest sådan noget lavpraktisk. Som kjoler, 1-2 par sko/støvler, kontaktlinser, en negleklipper. Glæde, mod på at opsøge, ører der er klar til at opsnappe det tyske sprog, med mere…

Andre forslag til listen?

Kys,

Ida

Smuk gave

En af mine allerbedste veninder har lige været et smut i København. Vi nåede at spise lækker bord-picnic/tapas-hapsende/hygge-italiensk mams i Torvehallerne.
Hun var her ganske kort, for hun skulle "bare lige" modtage Sonnings arbejdslegat. Nånå.
Hun har lige været i Japan. For at synge. Herregud, det var hun også sidste år. No big deal. (Ja, jeg er misundelig. Og stolt.)

Normalt bor hun i Berlin. Jeg skal bo i hendes lejlighed, når jeg flytter til Berlin.
(Der er mindre end to uger til. Om jeg glæder mig? Ja! Selv om der (selvfølgelig) er stænk af vemod i glæden. Sådan skal det nok være... Sommerfugle flakser i mig af flere grunde.)

Hun havde taget den smukkeste gave med til mig fra Japan.

En 'ægte' Hokkusai.

Da jeg sidst var i Berlin, hev jeg gavegiveren med. På udstilling. Ja, lige nemlig. Hokkusai.
Det var imponerende at se - at opleve.

Vi så en video. Hvordan billedet til venstre bliver til. Nøjsomheden, tålmodigheden, det ældgamle, traditionsbundne håndværk.

Det er en perfekt gave.
Jeg er overvældet. Så kærligt af hende. Hvor hun dog kender mig.

Jeg glæder mig til at hænge billedet på væggen i lejligheden i Berlin...

Kys,
Ida

Er...

...forandret. Grundlæggende. En lille smule. Eller overvældende meget?
Tør ikke helt give slip. Frygter mange ting.
Men lykken er ved at overmande mig.

Tænk at jeg skulle opleve det...
(Jeg havde opgivet håbet. Desto større føles det.)

Kys,
Ida

En af de dage...

...hvor jeg er træt. På den måde, hvor jeg sikkert også er træt i morgen, er jeg bange for. Men bare så glad - fordi der sker rare ting. Glad.
For lette-at-holde-af venner, der har underholdt mig de sidste mange dage med ting, jeg holder af.
Møder og samtaler, der fylder mig med håb og sætter blus under drømme.
Spirende følelser, jeg har svært ved at tøjle - men jeg gør mit bedste. Fordi. Det skal man?
For musik. Altid musik.

Skal nyde stille aften. Te. Lakridsmandler. Dyne. Ro.

Kys,
Ida

Lysere tider

Fem bundter solskinsgule tulipaner - 10 kr.

Jeg frydes og fyldes. Med forventning. Med mere.

Kys,
Ida

Damer

SPEkTR har bidraget med det meste musik til kortfilmen 'Damer'.

Det er det mest syrede. At se musik, jeg kender så intimt, sat til andre billeder end dem, jeg selv ser så levende for mig, når jeg spiller eller lytter til os... 

Smukke damer. Bryster og flere bryster. Øjne, læber, svulmende. En svansende matros, en liderlig matros, en kyssende matros - i hvide bomuldsunderbukser. Eller med bar røv. Hav. Hav og bølger. 

Jeg synes, det er en flot film - og jeg synes, den og vores musik klæder hinanden. Overraskende - men godt.

Kys,
Ida

Nyt-agtigt

Hiver mig ud af blog-dvalen. Misser med øjnene. 

Det er et nyt år. 

Hovsa, jeg skriver på dansk. Det kan jeg også. Lidt. 

Bloggen hedder det samme. Men der er nyt baggrundsbillede. Måske den også indholdsmæssigt vil ændre sig...? 

Jeg flytter til Berlin lige om lidt. Flybilletten er købt. Søndag d. 29. januar flyver jeg til måske-yndlingsbyen - København får i hvert fald kamp til stregen. 

Jeg har et sted at bo, jeg har en praktikplads, og jeg har masser af drømme, kriblende musikfantasier og uendeligt og indbydende jomfruelige word-dokumenter, der kan og skal fyldes med ord af både den journalistiske og hemmeligt-håbefulde slags. 

Forventninger. 

Mærkelig timing. Med mit elskede drømmeband, der udgiver plade d. 30. januar. Så kan jeg sidde i Berlin helt mutters og google SPEkTR og håbe på positiv respons og savne mine bandmennesker, fordi jeg vil dele oplevelsen med dem. Men der kommer koncerter, mange koncerter, og jeg glæder mig til at spille rundt om i dette lille land. 

Aldrig har et nyt år budt på så mange konkrete storheder. Jeg kan jo se dem, de er ikke flimrende fatamorganaer, de galoperer vanvittigt og tøjlesløst mod mig. 

Jeg håber, jeg er klar til at tage imod det. Det hele. Også det, som jeg ikke kan se.  

Men jeg ved. Det bliver fantastisk. 

Kys,

Ida

P.s. 

Praktikpladsen - hvor der skal skrives på engelsk. Derfor skal bloggen skrives på dansk.